Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af etableringen af et selvstændigt fungerende joint venture mellem AG Investments og NREP

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til forenklet anmeldelse af AG Investments A/S’ (”AGI”) og NREP NSF V Holding 2 S.à.r.l.’s etablering af et selvstændigt fungerende joint venture (”JV-selskabet”).

Oprettelsen af joint venturet udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

AGI er 100 pct. ejet af AG Gruppen A/S, der er et full-service ejendomsudviklingsselskab, som udvikler og opfører bolig- og erhvervsejendomme. AGI har bl.a. aktiviteter inden for: i) udvikling af boliger, ii) ejerskab af boliger, iii) drift af boliger og iv) udlejning af boliger og kontorer.

NREP NSF V Holding 2 S.à.r.l. er et indirekte datterselskab af den alternative investeringsfond NREP Nordic Strategies Fund V SCSp (”Fonden”). Fonden forvaltes af Urban Partners Management Company S.A. (”UPM”), et datterselskab til Urban Partners A/S, der har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde af det Luxembourgske finanstilsyn, CSSF. UPM forvalter alternative investeringsfonde, der hovedsageligt investerer i, forvalter og udvikler ejendomme i Norden, hvor størstedelen heraf er inden for kerneområderne bolig, logistik, plejehjem og kontorer. Selskaberne er bl.a. aktive inden for udvikling, ejerskab, drift, og udlejning af boliger og kontorer.

JV-selskabet skal varetage udviklingen, ejerskabet, driften, udlejningen og på sigt salget af (i) matrikel nr. 19ai Herlev, beliggende Herlev Bygade 90, 2730 Herlev og (ii) matrikel nr. 2055 Valby, København, beliggende Vigerslev Allé 77, 2500 Valby. Parterne overvejer endvidere, om JV-selskabet skal varetage samme opgaver for matrikel nr. 5990 Udenbys Klædebo Kvarter, København, beliggende Sigynsgade 71 m.fl., 2200 København N. Parterne vil løbende evaluere, om JV-selskabet på sigt skal varetage flere projekter.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 4. juli 2025 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail: kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion AG Investments/NREP

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Tobias Kristensen Hensch, tlf. 4171 5037 eller e-mail: tkh@kfst.dk

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.