Øvrige nyheder

Vi udfordrer vandmonopolerne

Vandsektorloven er til for forbrugernes skyld. Den beskytter dem mod ekstra høje vandregninger som følge af, at de selskaber, som leverer vandet, udgør naturlige monopoler.

Filip Sundram, chef for Forsyningssekretariatet
Filip Sundram, chef for Forsyningssekretariatet

Af Filip Sundram, chef for Forsyningssekretariatet

Når landsformand for Foreningen af Vandværker i Danmark (FVD), Ole Wiil, skriver i Jyllands-Posten mandag, at ”Vandsektorloven medfører, at vandpriserne kommer til at stige” er det helt forkert.

Forsyningssekretariatet har til opgave at stille krav til vandselskaberne, som kan sikre, at de – som alle andre virksomheder – hele tiden bliver bedre og mere effektive. Vi skaber konkurrencelignende forhold på et marked med monopoler, og vi gør det ved årligt at fastsætte, hvor meget vandselskaberne må tage for deres vand.

Hvis ledelsen i det enkelte vandselskab har fokus på omkostningerne, og i øvrigt driver selskabet effektivt, så vil vi fastsætte et prisloft, som det nemt kan overholde. Hvis ledelsen derimod har nydt godt af at have et monopol, slækket på effektiviteten og sat priserne højt. Ja, så vil prisloftet gøre ondt.

Der er vandselskaber, som har fået krav om, at de kun må opkræve ganske lidt for deres vand i år. Forklaringen er, at de har opkrævet alt for meget de tidligere år, og de penge skal forbrugerne have tilbage i form af en lavere fremtidig vandregning.

Ole Wiil påpeger, at det betyder, at vandselskaber er nødt til at optage lån for at dække deres behov for investeringer. Men det er den politiske hensigt med vandsektorloven. Vandselskaberne skal ikke ligge inde med store opsparinger, som kan dække eventuelle fremtidige investeringer. Forbrugerne skal betale for det vand, de bruger, og ikke for det vand, som fremtidens forbrugere vil bruge.

Vores prislofter er ingen garanti for, at forbrugerne og vandselskabernes øvrige kunder får en lavere vandregning. Mange andre forhold som for eksempel investeringer i miljø- og klimaforanstaltninger spiller ind. Men vores prislofter sikrer, at forbrugerne får en lavere vandregning, end de ellers ville have fået.

Vi ved, at der er et meget stort potentiale ved at effektivisere den danske vandsektor. Gevinsten for samfundet er over 1 milliard kroner. Prislofterne bidrager til at realisere den gevinst. Når vi sætter dem, gør vi det ikke for at genere vandselskaberne, men for at effektivisere dem. Det gavner vandselskaberne, det gavner forbrugerne og det gavner det danske erhvervsliv.

Bragt i Jyllands-Posten d. 30. marts 2013.