Øvrige nyheder
Retssikkerheden er i gode hænder hos os
I onsdagens udgave af Børsen sætter journalist Jørgen Bendsen spørgsmålstegn ved virksomhedernes retssikkerhed i de situationer. Det er der ingen grund til. Den er helt i top.
Af Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Telefonen ringer og en stemme siger ”Undskyld, vi har overtrådt konkurrenceloven. Vi vil gerne tilstå og tage vores straf.”
Sådan kan startskuddet til et administrativt bødeforelæg fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen lyde. Nogle gange er sagen helt ny for os, andre gange får vi opkaldet, efter at vi selv har taget initiativ til sagen.
I onsdagens udgave af Børsen sætter journalist Jørgen Bendsen spørgsmålstegn ved virksomhedernes retssikkerhed i de situationer. Det er der ingen grund til. Den er helt i top.
Vi kan kun bruge et administrativt bødeforelæg, når en virksomhed tilstår og selv ønsker at betale bøden. Og når Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) er enig i, at der er tale om en strafbar overtrædelse, og når der ligger en klar domspraksis for bødens størrelse. Hvis ikke alle de betingelser er opfyldt, så må sagen gå rettens gang.
Når en virksomhed har tilstået, går vi ind i en fase med efterforskning. Vi sikrer os blandt andet, at tilståelsen dækker det hele, og at beviserne er brugbare.
Herefter får vi formalia på plads. Hvor længe har virksomheden brudt loven, i hvor mange tilfælde og hvilke paragraffer er det præcis, den har overtrådt. Virksomheden skal være enig heri.
Og så fastsætter vi bødens størrelse. Det gør vi altid ud fra gældende retspraksis. Størrelsen afhænger blandt andet af overtrædelsens grovhed, gerningsperiodens længde, virksomhedens omsætning, og af om der er formildende omstændigheder som for eksempel at have samarbejdet med os.
Siden jul har Unilever, BSH Hvidevare og Georg Jensen vedtaget bøder hos SØIK og hos os for overtrædelser af konkurrenceloven for i alt fire millioner kroner. Alle har tilstået og ønsket at betale bøden, og alle har fået glæde af en hurtig proces sammenlignet med en retssag.
Bragt i Børsen d. 21. maj 2013.