Øvrige nyheder

Lovlig støtte er et politisk valg

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan selvfølgelig ikke gribe ind, hvis et flertal i Folketinget har besluttet at give offentlig støtte til bestemte formål.

Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Af Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Ole Birk Olesen (LA) tager fejl, når han i mandagens udgave af Børsen skriver, at det væsentligste for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens er ”at beskytte danskerne mod monopoldannelser på markeder, hvor staten uddeler privilegier til udvalgte virksomheder via favorabel lovgivning eller økonomisk støtte.”
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen griber ind, hvis offentlig støtte ulovligt begrænser konkurrencen. Det har vi gjort i flere sager, hvor kommuner for eksempel har udlejet lokaler til private erhvervsdrivende til en lavere leje end markedslejen.

Men Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan ikke gribe ind, hvis der er tale om lovlig støtte - heller ikke selv om den a priori forvrider konkurrencen. Vi kan påpege det uhensigtsmæssige i støtten. Ligesom vi kan påpege det uhensigtsmæssige i anden lovgivning, som begrænser konkurrencen. Det har vi senest gjort i forhold til apotekersektoren, Københavns Lufthavn, ejendomsmæglerne og elmarkedet. Herfra er det så en politisk vurdering, om andre hensyn vejer tungere, og hvad der videre skal ske.

Vores opgave er at bidrage til at gøre markederne mere velfungerende, indenfor de rammer, som politikerne har givet os.

Vi kan ikke løse alle konkurrenceproblemer i Danmark. Konkurrencen beror i sidste ende på adfærden blandt alle virksomheder, forbrugere og offentlige myndigheder samt på de rammer, som lovgiverne sætter. Men vi kan medvirke til, at vi får løst de væsentligste konkurrenceproblemer. Vi håndhæver reglerne, vi forebygger overtrædelser af dem, og vi hjælper forbrugerne til at være aktive, og lovgiverne til at lave gode rammer.

Indsatsen er det hele værd, for vi ved, at konkurrence er en afgørende drivkraft for vækst og velstand i samfundet.

Bragt i Børsen 28. august 2013