Øvrige nyheder
Samarbejde kan åbne døren til offentlige opgaver
Små og mellemstore virksomheder kan godt gå sammen og byde på en offentlig opgave – også uden at komme i konflikt med konkurrencereglerne. Det er en oplagt mulighed, hvis ingen af virksomhederne kan byde på opgaven alene.
Af vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Bitten Thorgaard Sørensen
”Der er en besked i din indbakke”. Mailen er fra udbud.dk, som du har sat til at overvåge, om der er relevante opgaver for din virksomhed. Der står, at Svendborg Kommune søger en entreprenør, som kan bringe en af kommunens skoler op til nutidig skolestandard.
”Det kan jeg ikke - jeg er for lille til at byde på den”, tænker du. Men sådan behøver det ikke være.
Små og mellemstore virksomheder kan godt gå sammen og byde på en offentlig opgave – også uden at komme i konflikt med konkurrencereglerne. Det er en oplagt mulighed, hvis ingen af virksomhederne kan byde på opgaven alene.
Konsortier kan både dannes på tværs af fagområder eller med virksomheder inden for samme fag. Det sidste kan for eksempel være relevant, hvis kommunen har stillet krav om, at man skal have en omsætning af en vis størrelse. Så kan mindre virksomheder opfylde kravet ved at gå sammen om at byde.
Men det er en balancegang, for virksomhederne skal overholde konkurrencereglerne.
Hovedreglen er, at virksomheder ikke må byde som et konsortium, hvis de hver især kan løse opgaven alene. Virksomhederne kan under visse omstændigheder alligevel lovligt byde sammen i et konsortium, hvis de ved at gå sammen bliver i stand til at løse opgaven bedre og billigere.
Det er en hårfin balance, og det kan være svært at vide, om man er på den rigtige eller forkerte side af grænsen. Hvis virksomheden er i tvivl, anbefaler jeg derfor at rådføre sig med en advokat.
Når en virksomhed har besluttet at forsøge sig med et konsortium, så er det en god ide at gå i gang i rigtig god tid – helst før opgaven er sendt i udbud.
Begynd med at finde de øvrige deltagere i konsortiet. Et godt sted at søge kan være i den lokale erhvervs- eller brancheorganisation. Det er også muligt at finde dem på udbud.dk.
Udbud.dk er den nationale udbudsplatform, hvor alle offentlige myndigheder har pligt til at annoncere indkøb omfattet af tilbudslovens annonceringspligt, og hvor alle danske EU-udbud kan ses. Ud over det giver udbud.dk mindre virksomheder mulighed for at søge andre virksomheder, der vil deltage i et konsortium, når de har fundet en opgave, de vil byde på.
Når først deltagerne til konsortiet er fundet, er det en god ide at indgå en ikke-bindende hensigtserklæring, så rammerne om konsortiet står parat, når den attraktive opgave viser sig.
Herefter kommer fasen, hvor deltagerne indgår en egentlig konsortie-aftale om at give et fælles bud på en bestemt opgave. Der er hjælp at hente i den standardaftale, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udarbejdet. I selve tilbudsfasen skal deltagerne leve op til en række formalia, og herefter er det blot at krydse fingre for, at konsortiet har den bedste løsning og vinder opgaven.
Det kan alt sammen lyde meget besværligt, men behøver ikke være det, og det kan hurtigt vise sig at være det hele værd og mere til. For små- og mellemstore virksomheder kan konsortiedannelse være nøglen til at vinde attraktive offentlige kontrakter, som ellers ligger uden for deres rækkevidde. Gå trygt i gang.
Du kan få mere af vide om konsortiedannelse i forbindelse med udbud på www.kfst.dk.
Bragt i BusinessNyt 3. oktober 2013