Øvrige nyheder
Store forbrugergevinster gemt i pakkeposten
Markedet for fragt af små pakker fungerer ikke så godt, som det kunne. Danske listepriser på fragt af små pakker var væsentligt højere end i ni sammenlignelige lande i 2011. Gennemsnitligt var forskellen mellem 10 og godt 35 procent, når der er korrigeret for forskelle i moms.
Af Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Det er søndag aften. Ungerne sover, og i baggrunden skaber Bing Crosby julestemning med ”It’s beginning to look a lot like Christmas”. Du sidder i sofaen med vaniljekransene ved din side, computeren i skødet og betalingskortet i hånden.
Dit udgangspunkt for at købe julegaver er perfekt: Ingen lange køer, snesjap eller hektiske ekspedienter. Du kan stille og roligt finde gaverne på nettet – og selvfølgelig købe dér, hvor prisen er bedst.
I 2012 handlede danskerne varer for 55 milliarder kroner på internettet. Det svarer til en stigning på cirka 17 procent hvert år siden 2007. Det er som oftest cd’er, dvd’er, tøj, sko, bøger og elektronik, der ryger i kurven på nettet. Og prognoserne lyder, at væksten fortsætter. Typisk bliver varerne sendt som pakker på et–to kilo.
Når danskerne køber flere varer på internettet, så vokser markedet for fragt af mindre pakker også. Vi anslår, at danskerne køber fragt for knap to milliarder kroner om året.
Men markedet for fragt af små pakker fungerer ikke så godt, som det kunne. Danske listepriser på fragt af små pakker var væsentligt højere end i ni sammenlignelige lande i 2011. Gennemsnitligt var forskellen mellem 10 og godt 35 procent, når der er korrigeret for forskelle i moms.
De store prisforskelle indikerer, at forbrugerne og netbutikkerne kan spare millioner af kroner, hvis der kommer mere konkurrence om at levere pakkerne.
Flere problemer på fragtmarkedet
Der er flere grunde til, at konkurrencen på det danske fragtmarkedet ikke er knivskarp.
For det første er der ikke så mange virksomheder på markedet. I Danmark har vi to store leverandører og nogle mindre. I Sverige er der fire store og flere mindre leverandører. Også i for eksempel Tyskland og Frankrig er der væsentligt flere leverandører end i Danmark.
For det andet tilbyder de fleste netbutikker ikke forbrugerne selv at vælge, hvem der skal distribuere pakkerne. Og blandt dem, som tilbyder valgmuligheder, har to ud af fem på forhånd afkrydset et af felterne. Otte ud af ti netbutikker benytter Post Danmark, når de skal sende varer til forbrugerne.
Netbutikkernes adfærd er ikke god for konkurrencen. Når forbrugerne ikke anspores til aktivt at forholde sig til mulighederne, bliver fragtvirksomhederne ikke presset til at tilbyde de bedste ydelser til de laveste priser.
En del af forklaringen på, at konkurrencen på fragt af mindre pakker ikke er så effektiv, kan også ligge i lovgivningen.
Post Danmark har befordringspligt i Danmark. Det betyder, at selskabet har pligt til at bringe breve og pakker ud til samme pris til alle forbrugere, uanset om de bor på Anholt eller Amager. Fordi Post Danmark har befordringspligten, skal selskabet ikke betale moms. Det gælder både for pakker, der sendes enkeltvis til officielle listepriser og for flere af de pakker, der sendes med mængderabat på listepriserne – typisk af netbutikker.
PostDanmark vil have en konkurrencefordel, hvis fordelen ved momsfritagelsen ikke modsvares fuldt ud af meromkostninger som følge af befordringspligten. Og ulige konkurrencevilkår kan gøre det svært for konkurrenterne at trænge ind på markedet.
Hvis der politisk er et ønske om at skabe mere lige vilkår på fragtmarkedet, kan det derfor overvejes at justere i befordringspligten for pakker, som virksomheder sender.
Netbutikker og forbrugere kan sagtens gøre noget
Tilbage i sofaen med vaniljekransene ved din side kan du også selv gøre noget.
Du kan aktivt forholde dig til mulighederne og konsekvent vælge den fragtleverandør eller netbutik, der tilbyder den billigste fragt eller den fragtydelse, der passer bedst til dit behov. Hvis du gør det, vil du presse distributørerne af pakker, så de udvikler bedre og billigere fragtydelser. Du kan se på fragten som en ydelse i sig selv.
Nogle netbutikker formår at servicere og tiltrække kunder via fragten. Men der er også butikker, hvis adfærd slet ikke afspejler, at fragten kan afgøre, om forbrugeren vælger at handle i deres butik frem for konkurrentens.
Netbutikkerne kan sørge for at tilbyde forskellige valgmuligheder for fragt til forbrugerne. De kan tydeligt vise, hvad fragten kommer til at koste, så snart forbrugeren lægger en vare i kurven. Og så kan de undlade at forhåndsafkrydse et fragtfelt, når der er flere valgmuligheder. Det vil medvirke til at skærpe konkurrencen.
Flere og flere varer handles på nettet. Derfor er det vigtigt, at fragtmarkedet fungerer effektivt og godt. Og der er store gevinster at hente. Samlet køber vi fragtydelser for op mod to milliarder kroner om året. Hvis konkurrencen bliver skarpere, vil vi kunne få lavere priser, bedre kvalitet og flere valgmuligheder. Selv et lille fald i priserne vil give en gevinst i millionklassen til forbrugerne.
Både forbrugere og netbutikker har i den grad taget internethandlen til sig. Og det er ligeså klart som en funklende stjerne på en frostklar himmel, at et mere velfungerende fragtmarked kan give os alle sammen råd til lidt større julegaver næste år.
Bragt i Politiken 23. december 2013