Øvrige nyheder

Musik og fodbold på støtten

Odense Kommune har besluttet at give millionstøtte til en privat arrangør af en musikfestival. Du har måske hørt om det? Ellers er du måske stødt ind i nyheden om Viborg Energis mulige støtte til selskabet bag domkirkebyens fodboldhold.

Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Af Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

I medierne er der udtrykt bekymring for både skatteborgernes penge og konkurrencen. Andre virksomheder risikerer at blive viftet af banen, fordi en konkurrent får offentlig støtte.

Når det gælder musikfestivalen i Odense er det Statsforvaltningen, der skal tage stilling til, om støtten er lovlig. Sådan var det også, da vi i 2011 afgjorde, at Furesø Kommune havde ydet ulovlig støtte til fodboldklubben FC Nordsjælland ved at fremleje hotel- og konferencelokaler i Farum Park til en leje under det generelle lejeniveau for konferencecentre.

Som politiker kan man med fordel stille sig selv ét spørgsmål, inden man træffer en beslutning, som kan indebære økonomisk støtte til en virksomhed, nemlig:

Kan støtten skabe ulige konkurrencevilkår?

Hvis svaret er klart nej, kan man trygt gå videre og sove roligt om natten – hvis det vel at mærke er lovligt at yde støtte. Hvis man ikke kan svare klart nej, skal man stoppe op og tænke sig godt om. Støtte kan være konkurrenceforvridende og ulovlig, uanset om den er givet direkte til for eksempel et kulturarrangement eller indirekte i form af en leje, der afviger fra den lejeindtægt, som kan opnås på markedsvilkår.

Når en offentlig myndighed forvrider konkurrencen, skader det i sidste ende forbrugerne, erhvervslivet og samfundet som helhed. Svag konkurrence svækker virksomhedernes evne til at effektivisere og udvikle sig. I sidste ende skader det både væksten, velfærden og forbrugerne, der skal betale højere priser. Og den virksomhed, som har fået støtten i første omgang vil typisk blive pålagt at betale den tilbage – med renters rente.

Jamen, hvad så hvis du som musikelskende borger i Odense eller som fast tilskuer til Viborgs fodboldkampe synes, at støtten er en fantastisk idé? Det vil give dig og familien gode oplevelser i weekenden. Jeg kan godt forstå tanken. Hvis støtten er lovlig, er der heller ingen ko på isen.

Men ulovlig offentlig støtte, som forvrider konkurrencen, er både skidt for skatteborgerne og forbrugerne. Dine og mine penge skal ikke bruges på det, der i virkeligheden er et benspænd for væksten i Danmark.