Øvrige nyheder

Forbrugerne må gerne presse tv-markedet

Mere end 90 procent af os betaler for tv-kanaler, som vi aldrig ser. Mange forbrugere ville måske vælge nogle kanaler fra, hvis tv-distributøren gav dem bedre muligheder for det.

Søren Bo Rasmussen, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Af Søren Bo Rasmussen, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Formand for AN-tv, Ole Davidsen, anklager (24.10.) Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen for at stresse tv-markedet i Danmark.

Der er mange grunde til, at vi de seneste år har lavet flere analyser, undersøgelser og senest en mindre kampagne om tv-og streaming.

Den altovervejende er, at Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen helt overordnet arbejder for velfungerende markeder.

Tv-markedet er ikke velfungerende, men aktive forbrugere kan være med til at gøre markedet mere velfungerende.

Vi sætter fokus på, hvor vigtigt det er, at danskerne hver især skaber et overblik over deres tv-forbrug. At de tjekker, om der er gode alternativer til det, de betaler for i dag. Og i så fald, at de gør noget ved det. Ligesom vi i øvrigt sætter fokus på mange andre markeder, der er vigtige for forbrugerne.

Streaming er ikke kun et spørgsmål om Netflix og HBO, som Ole Davidsen antyder.

Der findes også en række danske streamingtjenester, som for eksempel Viaplay, TV2 Play og nutv. dk.

Vi har ingen holdning til, om folk vil streame eller se traditionelt tv. Champions Leaguefodbold kan være billigere på en streamingtjeneste end den store tv-pakke.

Mens ønsket om at se en udsendelse på en bestemt tv-kanal kan veje tungere end en populær serie på en streamingtjeneste. Det er op til den enkelte forbruger.

Men vi har en holdning til passive forbrugere, som år efter år blindt betaler en regning for tv, som de ikke ser.

Det slår skår i virksomhedernes lyst til at udvikle sig og tilbyde tv til lavere priser og med større valgfrihed til forbrugeren. Aktive forbrugere kan skabe et mere velfungerende tv-marked i Danmark.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende den 29. oktober 2014