Øvrige nyheder

Karteller gør ondt

28 københavnske byggefirmaer har modtaget et bødeforlæg for at indgå i ulovlig kartelvirksomhed. Hidtil har 11 af dem valgt at erkende deres skyld og betale bøden frivilligt.

Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

 billedet af agnete

Af Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Flere af de virksomheder, der har erkendt sig skyldige, føler sig ramt på omdømmet ved at få ”kartelstemplet”. Det kan jeg godt forstå. Deltagelse i karteller er ikke god reklame. Heldigvis. Nogle forklarer senest i Jyllands-Posten mandag, hvordan deres lovovertrædelse ikke er et ”rigtigt kartel”, fordi de ”kun har lånt priser”. Min forståelse stopper her.

Virksomhederne har erkendt, at de har ”lånt” et tilbud fra en konkurrent. Det vil sige, at de ikke selv har afgivet et selvstændigt bud på opgaven, men i stedet koordineret prisen med deres konkurrent og foregivet at konkurrere om det byggeprojekt, som de er blevet bedt om at byde på. Dermed har de deltaget i et kartel, som det er defineret i konkurrenceloven.

Nogle af de 28 virksomheder har tilstået, at de i en række tilfælde har koordineret deres tilbud med konkurrenter. Andre har kun et enkelt tilfælde på samvittigheden. Gentagne ulovligheder er naturligvis mere alvorligt, hvilket også afspejles i bødernes størrelse. Den største bøde er på 10 mio., den mindste er på 42.900 kroner. Men alle virksomheder, der koordinerer deres bud, deltager i et kartel – stort eller lille.

I byggekartellet har en bygherre eksempelvis modtaget tre tilbud, der alle er beregnet af den samme virksomhed. Reelt er der kun ét bud på opgaven. Men bygherren foranlediges til at tro, at han har fået en konkurrencedygtig pris, fordi de tre virksomheder faktisk konkurrerer på pris og kvalitet.

Den ulovlige adfærd har i dette tilfælde ramt en række kommuner og private virksomheder. Vi ved ikke, i hvilket omfang virksomhedernes ulovlige adfærd har ført til højere priser. Men vi ved, at karteller i gennemsnit giver overpriser på 10 til 50 procent. Selv hvis overprisen ”blot” er 10 procent, løber det op i ganske store beløb på byggeprojekter i millionklassen. Hertil kommer alle de øvrige følgeskader, når konkurrencen sættes ud af kraft.

Karteller er alvorlig økonomisk kriminalitet. Det blev understreget, da et bredt flertal i Folketinget vedtog en markant skærpelse af straframmerne. Deltagelse i karteller kan nu i grove tilfælde straffes med op til 6 års fængsel. Alvoren afspejles også i de skadelidte bygherrers vilje til at søge erstatning for deres tab i de konkrete sager.

Det er min klare vurdering, at langt de fleste virksomheder gør sig umage med at være lovlydige. I Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen bruger vi også meget energi på at vejlede om, hvad man må, og hvad man ikke må.

Som virksomhed må man ikke tale med sine konkurrenter om for eksempel priser, omkostninger, kunder eller salg. Det skal man ganske enkelt holde sig fra. Det gælder også ”lånepriser”.

Der er desværre rigtig mange penge at tjene på karteller. Derfor er de også svære at komme helt til livs. Men i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gør vi alt, hvad vi kan.  For karteller gør ondt. Især på de skadelidte. Men heldigvis også på deltagerne, når de bliver opdaget.

Bragt i Jyllands-Posten 24. januar 2015