Øvrige nyheder

Vis respekt for et nej

Forbrugerne siger klart nej tak til prisstigninger på mælk. Det er prisværdigt. Mælk er en dagligvare, som langt de fleste danskere tager med hjem i indkøbsposen. Når konkurrencen på mælkemarkedet er effektiv, bliver priserne lave.

Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

 

Af Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Administrerende direktør i Coop, Peter Høgsted, har måske sympatiske hensigter, når han i sin seneste blog på Berlingske Business problematiserer, at danskerne går efter at købe deres mælk, dér hvor den er billigst, og dermed presser prisen på dansk mælk ned.

Peter Høgsted sætter dog kurs mod at høvle huller i både egen og andres båd, når han gør sig overvejelser om at hæve prisen på mælk. Jeg vil ikke bedømme, om han overvejer det for landmændenes eller egen vindings skyld. Han nærmer sig dog kanten af konkurrenceloven alene ved at sende signaler om prissætningen til sine konkurrenter i al offentlighed.

I gennemsnit slæber hver dansker omkring 90 liter mælk hjem til køleskabet om året, viser tal fra Danmarks Statistik. Hvis supermarkederne hæver priserne blot nogle få øre, koster det forbrugerne flere millioner kroner. Om året. Og den økonomiske øretæve rammer i høj grad børnefamilierne. Derfor er det godt, at forbrugerne holder priserne nede.

På et velfungerende marked afspejler priserne helt enkelt, hvad det koster supermarkederne at købe mælken hos landmændene og sælge den videre. Og konkurrencen tilskynder landmændene og supermarkederne til løbende at blive mere effektive – til gavn for forbrugerne.

Der er næppe tvivl om, at det kan være en stor udfordring at være producent eller forhandler, når markedet er drevet af skarp konkurrence om forbrugernes gunst. Og jeg har stor respekt for vores dygtige landmænd og alle de andre innovative virksomheder, der formår at skabe vedvarende vækst ved at levere den bedste vare til den bedst mulige pris.

Men konkurrence er motoren i en markedsøkonomi. En effektiv konkurrence holder væksten oppe og priserne nede og kanaliserer ressourcerne hen til de virksomheder, som formår at levere de bedste produkter til de bedste priser.

Og jeg tør godt berolige detailhandlen med, at prisen på en liter mælk næppe kommer under supermarkedernes omkostninger på den lange bane. Dér har jeg stor tiltro til, at både Peter Høgsted og den øvrige ledelse i den danske detailhandel driver forretning for at skabe overskud.

Konkurrence er kommet for at blive. Det er godt for forbrugerne, for samfundet, og for de virksomheder, der vil udvikle sig for at overleve på den lange bane.

Vi ender alle med en stram taber-kasket på hovedet, hvis supermarkederne prøver at tale priserne op i stedet for at lytte til forbrugernes krav.