Øvrige nyheder
Billigere medicin på apotekerne
Danskerne kan få billigere medicin på apotekerne uden at gå på kompromis med de væsentlige sundhedspolitiske hensyn. Konkurrencerådet viste i efteråret vejen hertil i form af 11 konkrete anbefalinger.
Christian Schultz, formand i Konkurrencerådet

Af formand i Konkurrencerådet, Christian Schultz
Konkurrencerådets anbefalinger åbner ikke mulighed for, at apotekerne kan slå plat på området eller spinde guld på syge mennesker, som fhv. apoteker Per Østerbye har anført i et læserbrev i sidste uge. Tvært imod.
Ved at følge 10 af de 11 anbefalinger vurderer Konkurrencerådet, at prisen på medicin købt på apotekerne vil falde, at udlevering af medicin fortsat vil ske uvildigt, at forbrugerne og det offentlige sundhedssystem kan overtage en væsentlig del af apotekernes og medicingrossisternes overskud, og at der ikke vil blive slækket på krav til kvalitet og sikkerhed ved leveringen af medicin.
Den ellevte anbefaling – anbefalingen om at indføre loft på den pris, som apotekerne videresælger medicinen til i modsætning til de nuværende faste priser – kan som den eneste medføre forskelle i medicinpriserne på landets apoteker. Dog vil ingen danskere få dyrere medicin, mens mange vil få billigere.
Per Østerbye skrev under overskriften ”Konkurrencerådet på tynd is”, men sandheden er, at Konkurrencerådets anbefalinger står på en ganske fast grund. Gennem de seneste tyve år har vi samlet og offentliggjort viden om området. Det er sket i fire analyser. Den første fra 1998 og den seneste fra efteråret 2016. Tre gange har Konkurrencerådet rettet henvendelse til sundhedsministeren med henblik på at få ændret lovgivning på området, som hæmmede konkurrencen. Senest i 2012.
Der kom visse ændringer i reglerne for apoteker i 2015, og de trækker den rigtige vej. Konkurrencerådet har dog vurderet, at der skal betydeligt mere til, før markedet kan give de bedste resultater for forbrugerne.
Salg af medicin er et særligt område, hvor der skal tages særlige hensyn. Når blot de hensyn er taget, ser vi ingen grund til ikke at forbedre systemet. .
Bragt i Fyens Stiftstidende, Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Dagbladet Struer, Dagblade Holstebro, Århus Stiftstidende, Folkebladet Lemvig, Viborg Stifts Folkeblad og Randers Amtsavis 6. januar 2017.