Øvrige nyheder
Forsyningssekretariatet: Vores interesse er retvisende tal
Debat: Fremtidens regulering af vandsektoren skal naturligvis bygge på et sagligt, fagligt grundlag. Det er vores opgave at levere det, skriver chef for Forsyningssekretariatet, Tone Madsen og vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Jacob Schaumburg-Müller.
Bølgerne går højt i dele af vandsektoren. I Forsyningssekretariatet er vi blevet bedt om at udarbejde en række analyser, som kan danne grundlag for et videre politisk arbejde. Så det er næppe overraskende, at synspunkterne får luft nu.
Brancheorganisationen Danva har i flere omgange og senest her i Altinget forsøgt at så tvivl om vores analyser.
Vores analyser bygger på videnskabelige metoder og en meget stor mængde data fra både selskaberne selv og fra Danmarks Statistik. Før offentliggørelsen har vi drøftet udkast med alle relevante parter, og mange af deres kommentarer er indarbejdet. Vi har lagt alle data og baggrundsmaterialet frem. Vi har stillet op til debatarrangementer og også et dobbeltinterview med netop Danva.
Så vidt er der ikke kommet faglige argumenter eller oplysninger frem, som giver anledning til at ændre på hverken vores analyser eller vores konklusioner. Heller ikke i de eksempler Danva fremhæver. Der er et betydeligt potentiale for at styrke vandselskabernes drift til gavn for forbrugerne og ikke mindst alle de virksomheder, der benytter vand i deres produktion. Det kan også bidrage til at realisere det brede politiske ønske om, at en mere bæredygtig fremtid ikke bliver unødvendigt dyr.
Skulle det vise sig, at vores analyser indeholder faktuelle fejl, så retter vi dem naturligvis – det er vores pligt. Vi har kigget på Danvas påstande, men det har ikke givet os anledning til at ændre på noget.
Vores rolle er at være en myndighed. Som sådan har vi alene interesse i, at fremtidens regulering af denne vigtige monopolsektor bygger på så korrekt et grundlag som muligt.
Indlægget er bragt på Altinget.dk 15. juni 2020