Øvrige nyheder
Det bedste boligkøb sker med både hjerte og hjerne
Boligkøbere lader stå til, når det handler om at holde udgifter nede til advokat, realkreditinstitut, bank og håndværkere. Det viser flere analyser fra Konkurrencerådet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Illustration: Louise Thrane Jensen
Af kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Niels Enemærke
Nu står påsken for døren, og mange ventes at tage ud i forårslandet for at se på bolig. Måske sukker du selv efter mere plads til hjemmekontoret, egen have eller sommerhus nær skov og strand.
Det er en stor beslutning at købe bolig. Og man skal være opmærksom på, at boligpriserne kan falde, efter man har skrevet under på skødet. Det er vigtigt at tænke ind i sine overvejelser.
Vores analyser viser, at boligkøberne ikke lægger mange kræfter i at gøre en god handel, når det kommer til boligrådgivning og realkreditlån. Og skal der efterfølgende hyres håndværkere, halter det også. Det er ærgerligt, for som aktiv forbruger kan du både nedbringe dine egne udgifter til at købe og istandsætte boligen og bidrage til at styrke konkurrencen mellem for eksempel advokater, håndværkere og realkreditinstitutter.
Det kan være svært at undgå forhastede beslutninger, selv om det kan være nødvendigt at reagere hurtigt for at få den bolig, man gerne vil have. Og det går stærkt. I 2020 slog salget af både enfamiliehuse og fritidshuse rekord med henholdsvis 61.000 solgte huse og 16.000 solgte fritidshuse. Den gennemsnitlige liggetid for boliger er blevet kortere, og udvalget på ejendomsmæglernes hylder er slunkent. Priserne er relativt høje i nogle dele af landet. Hvis du alligevel skal købe bolig, kan du forberede meget på forhånd, så du er mere klar, når det gælder. Det handler ikke kun om beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Men også om de penge du bruger på realkreditlån, boligrådgivning, forsikring, og så videre.
For eksempel viser Konkurrencerådets analyse af advokatbranchen fra 2021, at der er tusinder af kroner i forskel på køb af juridisk bistand til boligkøb – fra knap 4.000 til 12.000 kroner – afhængigt af, hvilken advokat du vælger. En del af prisforskellene kan afspejle forskelle i den ydelse, du får - men ikke det hele. Knap halvdelen af boligadvokaterne tilbyder rådgivning ved boligkøb til standardpris. Det kan altså være værd at se sig omkring, men otte ud af ti privatkunder gør det ikke.
Et andet sted, hvor boligkøbere ofte går med det første og eneste tilbud, er, når de optager realkreditlån. Godt halvdelen af førstegangskøberne indhenter kun tilbud fra ét realkreditinstitut, og det er gerne bankens samarbejdspartner. 85 procent af realkreditkunderne har bank i den samme koncern, som realkreditinstituttet tilhører. Det viser Konkurrencerådets analyse af realkreditmarkedet fra 2017. Man kan sammenligne realkreditlån på tjekboliglån.dk.
Måske det endda er værd at skifte bank i forbindelse med boligkøbet. En undersøgelse fra 2020 viste at knap 80 procent af dem, der har skiftet bank, har oplevet at få en gevinst ud af det.
Er der håndværkere involveret i at få boligkøbet forvandlet til drømmeboligen, så kan du også her lande en god aftale som aktiv forbruger. Hele 79 procent af dem, som forsøgte at forhandle med håndværkeren, fik enten en bedre pris eller bedre ydelse ud af det. Det fremgår af en forbrugerrundspørge, vi udgav sidste år. Det er dog kun omkring hver fjerde, som forsøger at forhandle om pris eller ydelse med håndværkeren.
For rigtig mange af os vil det være godt givet ud at bruge nogle timer på at være mere aktive forbrugere, før vi køber - og vi kan gøre det i ro og mag. Uanset om det er boligrådgivning, håndværkeren eller banken, så overvej og undersøg: Hvad venter jeg at få brug for? Hvad koster det hos forskellige udbydere? Hvem kan tilbyde det bedste produkt til prisen?
Det er fristende at bruge tiden på at se boligannoncer og tjekke sommerhuskvarterer. Men det kan altså også betale sig at forberede andre aftaler, der følger med. Så kan det være, at der bliver plads i økonomien til lidt mere opsparing, bedre udsigt, større køkken eller endnu mere have. God jagt. Det bedste boligkøb sker ikke kun med hjertet, men også med hjernen.
Bragt i Sjællandske Næstved og Slagelse, Lolland-Falsters Folketidende, Nordvestnyt Holbæk/Odsherred, Nordvestnyt Kalundborg, Dagbladet Ringsted, Dagbladet Køge, Dagbladet Roskilde, Frederiksborg Amts Avis Helsingør og Frederiksborg Amts Avis ultimo marts 2021