Pressemeddelelse
EU-Kommissionen skal afgøre DONG/Vattenfall/Elsam-fusionen
På et møde i går på direktørniveau mellem EU-Kommissionen og Konkurrencestyrelsen blev det klarlagt, at efter EU´s fusionsregler er det EU, der skal afgøre, om DONG´s og Vattenfalls overtagelse af Elsam kan godkendes - og hvilke betingelser, der evt. kan stilles for en godkendelse. I følge EU-reglerne afgøres dette af størrelsen på parternes samlede omsætning og det forhold, at de involverede selskaber har omsætning i en del EU-lande.
På mødet blev det også besluttet, at sagen vil blive behandlet i et tæt samarbejde mellem EU-Kommissionen og Konkurrencestyrelsen. Samarbejdsmodellen vil blive den samme som i den såkaldte DONG-DUC sag, der blev afgjort den 24. april 2003, og som bl.a. førte til, at DONG gav afkald på forkøbsretten til en del af gassen fra Nordsøen.
Konkurrencestyrelsen behandlede sidst, for halvandet år siden, Elsams overtagelse af NESA, og har gennem en del sager opbygget en godt kendskab til de specielle danske forhold på energiområdet, og Kommissionen ser gerne denne ekspertise inddraget i sagsbehandlingen.
Finn Lauritzen udtaler:
Fusionen mellem DONG og Elsam, og Vattenfall’s køb af danske kraftværker, er den hidtil største konsolidering på energiområdet. Det er derfor afgørende, at fusionen ikke får negativ effekt på konkurrencen på energimarkederne i Danmark. Jeg er derfor glad for, at vi med samarbejdsaftalen kombinerer Kommissionens store erfaring i fusionssager med Konkurrencestyrelsens kendskab til de danske el- og gasmarkeder.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til kontorchef i Konkurrencestyrelsen Jacob Schaumburg-Müller (72 26 81 45).
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.