Pressemeddelelse
Forsinket offentliggørelse af udbudsbekendtgørelser
På det seneste har en del udbydere oplevet forsinkelser i forbindelse med publikationskontorets offentliggørelse af udbudsbekendtgørelser. Disse forsinkelser medfører, at publikationskontoret i nogle tilfælde ikke overholder offentliggørelsesfristen.
Konkurrencestyrelsen anbefaler derfor, at udbyderne rent praktisk tager højde for disse forsinkelser i forbindelse med fastsættelsen af frister for anmodning om deltagelse og afgivelse af tilbud. Potentielle tilbudsgivere skal have tilpas lang frist til at indhente de nødvendige attester samt til at udarbejde tilbud. Udbyderne bør således ikke anvende de muligheder, som udbudsdirektivet giver, for at forkorte fristerne, før de endeligt vedtagne standardformularer kan udfyldes og sendes direkte via hjemmesiden simap.europa.eu.
Tages der ikke højde for den mulige forsinkelse af offentliggørelsen, kan udbyder risikere, at tilbudsgiverne ikke kan nå at afgive (tilfredsstillende) tilbud. I nogle situationer må udbyder helt aflyse udbuddet og starte forfra. Det bemærkes i den forbindelse, at udbyder ikke på anmodning fra enkelte potentielle tilbudsgivere må udskyde fristerne efter offentliggørelse af bekendtgørelsen. Det skyldes kravet om, at alle tilbudsgivere behandles lige.
Det forventes, at de nye standardformularer formelt godkendes i løbet af efteråret, således at formularerne vil kunne anvendes elektronisk via hjemmesiden simap.europa.eu fra en gang i oktober eller november. Konkurrencestyrelsen vil selvfølgelig informere nærmere herom. Indtil da skal standardformularerne på styrelsens egen hjemmeside fortsat benyttes.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.