Pressemeddelelse
Apotekerforeningens samarbejde med medicinalgrossister er ulovligt
Konkurrencerådet har i dag meddelt Danmarks Apotekerforening og medicinalgrossisterne Nomeco A/S, Max Jenne A/S og K.V. Tjellesen A/S, at en ordning, der har til formål at hjælpe apoteker med dårlig økonomi på økonomisk fode, er i strid med konkurrenceloven.
Insolvensordningen har fungeret siden 1998 og har været administreret af Danmarks Apotekerforening. Ordningen betød i praksis, at de tre medicinalgrossister delte omsætningen til de nødlidende apoteker mellem sig i et fastlåst forhold, idet de insolvente apoteker under aftalen ikke måtte ændre deres indkøbsmønstre.
I alt 24 apoteker har haft deres samhandelsmønster fastlåst i hele eller del en del af perioden fra 1998 til i dag.
Apotekerforeningen sikrede ved ordningen sine medlemmer hjælp til økonomisk overlevelse ved dårlig økonomi. Medicinalgrossisterne har således måttet påtage sig kreditrisikoen ved leverancer til nødlidende apoteker uden nogen form for sikkerhed og har også haft tab derved. Medicinalgrossisterne har endvidere måttet dække ca. halvdelen af de løbende administrationsomkostninger og advokatudgifter. De tre medicinalgrossister fik til gengæld den fordel ved aftalen, at konkurrencen om leverancer til de omfattede apoteker var sat ud af kraft.
Afgørelsen kan findes her
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til kontorchef Finn Juul Porsborg (72 26 80 34) eller fuldmægtig Marianne Mosbæk (72 26 80 35).
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.