Pressemeddelelse

Konkurrencerådet godkender gødningsfusion

Konkurrencerådet har i dag godkendt oprettelsen af et joint venture ved navn Ferti Supply mellem Dansk Landbrugs Grovvareselskab (DLG), AgroDanmark og Yara Danmark A/S (Yara). Ferti Supply skal stå for ejernes indkøb og salg af handelsgødning til det danske marked.

DLG og AgroDanmark har tilsammen en markedsandel på 55-60 % inden for salg af gødning til det danske marked. Yara indgår i den norske koncern Yara International, som er en af de førende gødningsproducenter i Europa.

Som en betingelse for godkendelsen har parterne afgivet tilsagn om at ophæve de vilkår om eksklusivitet og minimumskøb, som var aftalt mellem Ferti Supply og ejerne. Det betyder, at adgangen til det danske marked fortsat er åben for alle gødningsproducenter. Det er vigtigt for at bevare den effektive konkurrence til gavn for landmændene.

Det er første gang nogensinde Konkurrencestyrelsen sagsbehandler en fusion på engelsk. Denne mulighed blev indført ved ændringen af konkurrenceloven i 2005. Det er nu muligt for virksomheder både at anmelde en fusion og få afgørelsen på engelsk. Oprettelsen af Ferti Supply skulle oprindelig have været behandlet af Europa-Kommissionen. Imidlertid henviste Kommissionen sagen til behandling i Danmark, da den især ville kunne påvirke konkurrencen hér. 

Afgørelsen findes på engelsk i sin helhed på Konkurrencestyrelsens hjemmeside, http://www.ks.dk/. Desuden findes der også et dansk resumé af afgørelsen.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til kontorchef Hans Kierkegaard (72 26 81 13) eller fuldmægtig Lena Dam (72 26 80 59 
 

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.