Pressemeddelelse

EU godkender DONG-ELSAM fusionen

EU-Kommissionen har i dag godkendt DONG´s køb af Elsam, Energi E2, Københavns Energi og Frederiksberg Elnet. Godkendelsen er sket på betingelse af, at DONG sælger sit jyske gaslager, og at DONG i 7 år sælger gas svarende til 10 pct. af det årlige danske forbrug på en auktion. Det betyder, at udenlandske grossister får adgang til Danmark.

Godkendelsen kommer efter en grundig sagsbehandling. Den 29. juni 2005 blev det afgjort, at fusionen var så stor, at den skulle behandles af EU. Det blev samtidig besluttet, at Konkurrencestyrelsen skulle deltage i sagsbehandlingen, så EU kunne drage nytte af styrelsens kendskab til de danske energimarkeder.

Også i andre EU-lande er betydelige energifusioner gennemført eller på vej. Kommissionen lægger stor vægt på, at disse ikke må lede til mindre konkurrence og dermed dyrere energi for brugerne. DONG-fusionen indebar risiko for mindre konkurrence på gasmarkederne, bl.a. fordi de opkøbte elselskaber kunne have ageret som gasgrossister. Derimod indebar fusionen ingen betydelige problemer på el-markedet, fordi ELSAM´s og Energi E2´s stærke stilling svækkes, når Vattenfall overtager tre elværker (Amagerværket, Fynsværket og Nordjyllandsværket) samt mindre produktionsanlæg.

Derfor er det logisk, at fusionsvilkårene alle vedrører gasmarkedet. DONG skal sælge gaslageret i Lille Torup, der er større end lageret i Stenlille, som DONG beholder. Derved bliver det muligt for DONG´s konkurrenter at leje lagerplads uden at involvere DONG. På fremtidens gasmarked skønnes god lageradgang at blive endnu vigtigere end hidtil, idet lageradgang kan bruges til styre anvendelsen af gasnettet, så transmissionskapaciteten i nettet bruges konstant og fuldt ud, selv om slutkundernes forbrug varierer meget.

For det andet skal DONG på 6 årlige auktioner for perioden 2006 - 2013 sælge gas svarende til 10 pct. af det årlige danske forbrug (400 mio. kubikmeter naturgas om året) til konkurrerende gasgrossister. Det kan ske på en måde, så DONG samtidig får adgang til tilsvarende gasmængder i andre lande (UK, Holland, Belgien eller Tyskland) og derved øger konkurrencen andre steder. Alternativt sælges gassen kontant. Konkurrencestyrelsen skal overvåge auktionerne.

Fusionen er den hidtil største på energiområdet i Danmark – men det er Konkurrencestyrelsens vurdering, at tilsagnene sikrer, at forbrugerne ikke lider skade. Dette skal også ses i lyset af, at de tilsagn, Elsam accepterede for to år siden for at få lov til at overtage NESA, fortsætter, især frasalg af decentrale kraftværker og bortauktionering af en ret til at trække på Elsams produktionskapacitet. Endelig må Storebælts-elkablet forventes etableret om få år.

Konkurrencerådets misbrugssag mod ELSAM for at have taget urimeligt høje priser i en række flaskehalstimer påvirkes ikke af fusionen og fortsætter uændret.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til kontorchef i Konkurrencestyrelsen Jacob Schaumburg-Müller (72 26 81 45) eller til chefkonsulent Carsten Smidt (72 26 81 73). 
 

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.