Pressemeddelelse

Finn Lauritzen ny direktør for Erhvervs- og Byggestyrelsen

Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen har udpeget direktør Finn Lauritzen til direktør for Erhvervs- og Byggestyrelsen.

Erhvervs- og Byggestyrelsen har en bred portefølje af opgaver inden for erhvervs-, bygge- og boligpolitik. Styrelsen bidrager til regeringens vækststrategi på en række områder og har bl.a. til opgave at styrke iværksætter- og selvstændighedskulturen i Danmark, sikre danske virksomheders adgang til globale markeder samt sikre et bedre og billigere byggeri i Danmark. Derudover vil styrelsen fremover få en vigtig rolle at spille i forbindelse med realiseringen af regeringens globaliseringsstrategi.

Finn Lauritzen, der er 49 år, er cand. polit. fra januar 1981 og har været direktør i Konkurrencestyrelsen siden 1997. Finn Lauritzen har 17 års ledererfaring og har beskæftiget sig med erhvervspolitik siden 1991.

Finn Lauritzen har været ansat i Finansministeriet i en årrække samt i Nationalbanken og Ministeriet for Erhvervspolitisk Samordning. Finn Lauritzen blev i 1994 afdelingschef i Erhvervsministeriet.

Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen udtaler:

"Med ansættelsen af Finn Lauritzen får Erhvervs- og Byggestyrelsen en direktør med stort kendskab til ministeriets opgavefelt og med bred erfaring inden for både konkurrenceområdet og det erhvervspolitiske område".



Direktør Finn Lauritzen udtaler:

"Jeg har søgt jobbet som direktør for Erhvervs- og Byggestyrelsen på grund af de meget store udfordringer og opgaver, som styrelsen har. Jeg føler også, tidspunktet er rigtigt - jeg har været direktør for Konkurrencestyrelsen i knap 10 år og været med i en periode, hvor der er sket store ændringer på konkurrenceområdet".

 
Kontaktperson: Direktør Finn Lauritzen, telefonnummer 72 26 80 01 
 

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.