Pressemeddelelse

Konkurrencestyrelsen frifundet i sag om dawn raid hos Telia

Østre Landsret har frifundet Konkurrencestyrelsen i en sag om et kontrolbesøg – et såkaldt dawn raid – hos Telia den 2. oktober 2001. Samtidig blev Telia dømt til at betale Konkurrencestyrelsens sagsomkostninger på 100.000 kr.

Telia havde krævet, at styrelsen skulle betale en erstatning på 872.209 kr. plus renter. For det første fordi Telia mente, at dommerkendelsen var blevet indhentet på et ukorrekt grundlag, og at styrelsen havde overtrådt sine beføjelser i forhold til den udstedte kendelse. Endvidere mente Telia, at koncernen havde lidt et tab som følge af medieomtale af kontrolbesøget.

Konstitueret direktør i Konkurrencestyrelsen, Kim Sparlund, udtaler:

Vi er meget tilfreds med en så utvetydig dom. Dommen giver nogle klare retningslinier for styrelsens muligheder i forbindelse med kontrolundersøgelser. Jeg er samtidig glad for, at vi nu kan sætte punktum i denne langvarige sag

.

Baggrunden for sagen er, at dommerkendelsen ved styrelsens kontrolbesøg i 2001 var indhentet til den adresse, som Telia havde opgivet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Da Konkurrencestyrelsen ankom til virksomheden, viste det sig, at virksomheden også havde lokaler i en anden bygning, som havde et andet husnummer end det, Telia havde oplyst til de offentlige registre. Styrelsen vurderede, at formålet med kontrolundersøgelsen ville være forspildt, hvis ikke kontrolundersøgelsen blev gennemført i begge bygninger. Derfor undersøgte styrelsen ligeledes denne bygning.

Landsretten udtaler, at der tilkommer Konkurrencestyrelsen et betydeligt skøn, når styrelsen skal vurdere, hvor og hvornår kontrolundersøgelser skal bruges til indhentelse af oplysninger. Samtidig slår Landsretten fast, at uanset om dommerkendelsen var udstedt til en bestemt adresse, var Konkurrencestyrelsen berettiget til at foretage kontrolundersøgelse af begge bygninger. Landsretten lagde særlig vægt på,

at Telia har opgivet og benyttet den i kendelsen anførte adresse som sin post- og kontaktadresse, herunder over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, samt det oplyste om adgangs- og forbindelsesforholdende mellem selskabernes bygninger og disses beliggenhed i nærheden af hinanden

.

Landsretten slog ligeledes fast, at

det ikke findes godtgjort, at Konkurrencestyrelsen har videregivet retsstridige og krænkende oplysninger om kontrolundersøgelsen til pressen

og, at ”det i øvrigt ikke er godtgjort eller sandsynliggjort, at Konkurrencestyrelsen har handlet ansvarspådragende over for Telia Telecom A/S i forbindelse med pressens omtale af kontrolundersøgelsen”.

 
Hvis De vil vide mere, kan De ringe til konstitueret direktør Kim Sparlund (72 26 80 03) eller kontorchef Benedikte Havskov Hansen (72 26 80 72).

Landsrettens dom kan læses i sin fulde længde her. 
 

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.