Pressemeddelelse

Nye våben i kampen for bedre konkurrence

Konkurrencestyrelsen får med dagens vedtagelse af konkurrenceloven nogle nye redskaber, der vil skærpe konkurrencen både i den private og den offentlige sektor

Der er tale om en klar styrkelse, og jeg er meget glad for, at vi med den nye konkurrencelov får bedre redskaber til at sikre effektiv konkurrence både i den offentlige og den private sektor
, udtaler Konkurrencestyrelsens direktør Agnete Gersing.

Som noget nyt i Danmark kan danske virksomheder fra den 1. juli undgå bødestraf eller få nedsat bøden for deltagelse i karteller (leniency), hvis de står frem og tilstår deltagelsen og samarbejder loyalt med myndighederne om opklaringen af kartellet.

Forbrugerne bliver snydt, lovlydige virksomheder bliver snydt, og i sidste ende bliver samfundet snydt, når virksomheder laver ulovlige karteller. Derfor er det vigtigt, at vi får afsløret kartellerne og forhindrer at der dannes nye. Erfaringerne fra udlandet viser, at straflempelse er et meget effektivt instrument til bekæmpelse af karteller
, fastslår Agnete Gersing.

Konkurrencepakken indeholder også en lang række initiativer, der skal forbedre konkurrencen om offentlige opgaver.

Vi har en stor offentlig sektor i Danmark. Det er vigtigt, at de offentlige opgaver bliver udsat for konkurrence gennem f.eks. udbud og frit valg mellem leverandører, hvis vi skal sikre en effektiv konkurrence i dansk økonomi
.

Agnete Gersing fortsætter, ”Et vigtigt initiativ er, at alle offentlige kontrakter om køb af varer og tjenesteydelser over 500.000 kroner fremover skal annonceres åbent. Det vil skærpe konkurrencen og give flere virksomheder mulighed for at byde på de offentlige opgaver.”

Se vedlagte fact-sheet for en kort beskrivelse af initiativerne i konkurrencepakken både på det private og det offentlige område.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til direktør Agnete Gersing tlf. 7226 8001, kontorchef Peter Langkjær tlf. 7226 8007 (leniency og det private område) eller kontorchef Pia Ziegler tlf. 7226 8025 (det offentlige område).

 Factsheet: indhold af konkurrencepakken

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.