Pressemeddelelse

Meld dig ud af kartellet

Opfordrer Konkurrencestyrelsen i en ny kampagne. Som noget helt nyt i Danmark får karteldeltagere mulighed for at slippe for bødestraf, hvis de melder kartellet til myndighederne.

Den nye konkurrencelov skærper kampen mod karteldannelse. Fra 1. juli 2007 bliver det muligt at opnå straflempelse for karteldeltagelse, dvs. fritagelse eller nedsættelse af bødestraf.

Jeg vil gerne opfordre alle karteldeltagere til at benytte de nye muligheder for straflempelse til at melde sig ud af kartellerne. Karteller koster os alle sammen dyrt. Både forbrugere og virksomheder er tabere, når priserne på varer eller tjenesteydelser bliver holdt kunstigt høje pga. ulovlige kartelaftaler
, understreger Konkurrencestyrelsens direktør Agnete Gersing.

Den første karteldeltager, der melder kartellet til myndighederne har mulighed for at blive helt fritaget for bødestraf. For ansøger nr. 2 kan bøden blive reduceret med 50 pct., nr. 3 kan få nedsat bøden med 30 pct., nr. 4, 5, og 6 med op til 20 pct. Se vedhæftede brochure.

Erfaringerne fra andre lande har vist, at muligheden for at opnå straflempelse er et meget effektivt redskab til at bekæmpe karteller. Det giver en højere opdagelsesrisiko for karteldeltagere, fordi alle virksomheder nu har mulighed for at henvende sig til myndighederne og give oplysninger om et kartel, de har deltaget i, og søge om straflempelse.

Et kartel er en ulovlig aftale mellem konkurrerende virksomheder, der hindrer den frie konkurrence. Aftalerne drejer sig typisk om samordning af priser, begrænsninger af produktionen, markedsdeling eller samordning af tilbud.

For at komme kartellerne til livs har Konkurrencestyrelsen iværksat en offentlig informationskampagne med fokus på mulighederne for straflempelse. Det er afholdt en række informationsmøder om straflempelsesprogrammet for advokater og brancheforeninger i hele Danmark. For at informere bredt om mulighederne for straflempelse udsender Konkurrencestyrelsen desuden en brochure og lancerer en ny hjemmeside.

Link til folder "Meld dig ud af kartellet"

For yderligere oplysninger kontakt kontorchef Peter Langkjær (72 26 80 07) eller chefkonsulent Kirsten Levinsen (72 26 81 23).

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.