Pressemeddelelse

Dom i konkurrencesag mod Danske Kroer og Hoteller

Retten har i dag kendt Danske Kroer og Hoteller skyldig i en alvorlig overtrædelse af konkurrenceloven.

Allerede i december 2005 traf Konkurrencerådet afgørelse om, at Danske Kroer og Hoteller (DKH) havde overtrådt konkurrenceloven. Sagen blev oversendt til bagmandspolitiet, som har ført straffesagen.

Konkurrencestyrelsens direktør er tilfreds.

Dommen i dag understreger endnu en gang, at det er ulovligt at lave aftaler, der har til formål at begrænse konkurrencen. Samordning af priser er forbudt
, siger Agnete Gersing.

Danske Kroer og Hoteller er blevet kendt skyldig i at have overtrådt Konkurrenceloven og idømt en bøde på 400.000 kroner. Direktøren og bestyrelsesformanden for danske Kroer og Hoteller blev tillige kendt skyldige og hver idømt en bøde på 10.000 kroner.

Foreningen har forbudt de 89 medlemmer af Danske Kroer og Hoteller at skilte eller annoncere med værelsespriser, som var under en af foreningen fastlagt mindstepris. Det har hæmmet konkurrencen.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Kartelchef Ole Bækgaard (7226 8046) eller fuldmægtig Mimoza Memedi (7226 8036).

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.