Pressemeddelelse

Konkurrencestyrelsen vinder sag mod Telia i Højesteret

Højesteret har i dag frifundet Konkurrencestyrelsen i en sag, hvor Telia havde krævet erstatning for et kontrolbesøg – et såkaldt dawn raid – gennemført af Konkurrencestyrelsen hos Telia.

Telia mente, at den dommerkendelse, som Konkurrencestyrelsen havde indhentet til brug for kontrolundersøgelsen, var indhentet på et forkert grundlag og at Konkurrencestyrelsen havde overtrådt sine beføjelser i forhold til den udstedte kendelse. Endvidere mente Telia, at de havde lidt et renommetab som følge af den presseomtale, der havde været i forbindelse med kontrolundersøgelsen tilbage i 2001. Telia havde krævet, at Konkurrence-styrelsen skulle betale erstatning på. 672.832 kr. plus renter.

Konkurrencestyrelsens direktør Agnete Gersing udtaler:

Det er meget tilfredsstillende, at Højesteret så klart har sat punktum i denne langvarige sag. Dommen slår fast, at Konkurrencestyrelsen kan udøve et betydeligt skøn ved vurderingen af, om vi skal gå på kontrolbesøg eller ej. Og at virksomheder ikke kan undlade at oplyse fuldstændig adresse til de offentlige registre og dermed unddrage sig kontrolbesøg

Konkurrencestyrelsen indhentede til brug for en kontrolundersøgelse i 2001 en dommerkendelse til den adresse, som Telia havde opgivet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Da Konkurrencestyrelsen kom ud til adressen viste det sig, at Telia også havde kontorer i en anden og bagvedliggende bygning, som havde et andet husnummer end det, Telia havde oplyst til de offentlige registre. Konkurrencestyrelsen valgte at gennemføre kontrolundersøgelsen i begge bygninger, da dommerkendelsen gav adgang til Telia A/S og alle dets koncernforbundne selskaber og da formålet med kontrolundersøgelsen, efter Konkurrencestyrelsens vurdering ellers ville være forspildt.

Telia indbragte sagen for Østre Landsret, som frifandt Konkurrencestyrelsen ved dom af 22. juni 2006. Og nu har Højesteret stadfæstet Landsrettens dom, af de grunde som er anført af Landsretten.

Landsretten udtalte, at der tilkommer Konkurrencestyrelsen et betydeligt skøn, når styrelsen skal vurdere, hvor og hvornår kontrolundersøgelser skal bruges til indhentelse af oplysninger. Samtidig slog Landsretten fast, at uanset om dommerkendelsen var udstedt til en bestemt adresse, var Konkurrencestyrelsen berettiget til at foretage kontrolundersøgelse af begge bygninger.

Landsretten slog ligeledes fast, at ”det ikke findes godtgjort, at Konkurrencestyrelsen har videregivet retsstridige og krænkende oplysninger om kontrolundersøgelsen til pressen”.

Telia er blevet dømt til at betale Konkurrencestyrelsens sagsomkostninger på 100.000 kr. i Landsretten og 75.000 kr. i Højesteret.

Landsrettens dom
Højesterets stadfæstelse 

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til vicedirektør Kim Sparlund (72 26 80 03) eller kontorchef Benedikte Havskov Hansen (72 26 80 35) 
 

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.