Pressemeddelelse

Konkurrencestyrelsen godkender overtagelsen af Roskilde Bank

Nationalbanken og Det Private Beredskabs overtagelse af Roskilde Bank er blevet godkendt af Konkurrencestyrelsen uden vilkår.

Fusionen godkendes, da det er Konkurrencestyrelsens vurdering, at fusionen samlet set ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 1, jf. stk. 2, 1. pkt.

Efter at have gennemgået sagen, vurderer Konkurrencestyrelsen, at fusionen ikke vil medføre betydelige ændringer i markedsstrukturerne på de berørte finansielle markeder, dvs. på detailbankmarkedet, engrosbankmarkedet og det finansielle bankmarked.

Roskilde Bank er især aktiv på detailbankmarkedet og til dels på engrosbankmarkedet.

Omvendt har Roskilde Bank ikke væsentlige aktiviteter på det finansielle bankmarked, hvor Nationalbanken er aktiv. Nationalbankens rolle er endvidere helt speciel, da den varetager Danmarks penge- og valutapolitik. 

Se også baggrundsnotatet for fusionens godkendelse

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til specialkonsulent Jesper Mølbæk (7226 8021) eller vicedirektør Christian Ølgaard (7226 8002). 
 

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.