Pressemeddelelse

Fokus på konkurrence om offentlige opgaver

Der skal være mest mulig konkurrence om udførelsen af offentlige opgaver, fordi det sikrer, at opgaverne udføres bedst og billigst. Det er Konkurrencestyrelsens og Udbudsrådets klare synspunkt.

Resultaterne i en ny rapport om konkurrence på socialområdet offentliggjort af FOA står i skærende kontrast til det resultat, som Det Økonomiske Råd nåede i 2004 ved anvendelse af stort set samme metode.

Det Økonomiske Råd konkluderede i 2004, at der kunne spares mellem 2,2 og 4,4 mia. kr. ved at udlicitere flere kommunale opgaver. Mens rapporten fra FOA konkluderer, at konkurrence på socialområdet koster borgerne penge, og at det er billigst, at den enkelte kommune selv står for pasning af børn og pleje af ældre.

”Konkurrence er vejen til de bedste og billigste løsninger”, understreger Lars Krobæk Udbudsrådets formand.

De modsatrettede konklusioner fra FOA og Det Økonomiske Råd tyder på, at der på socialområdet i høj grad mangler empiriske undersøgelser, som tilbundsgående dokumenterer konsekvenserne af konkurrenceudsættelse.

Udbudsrådet spiller en vigtig rolle, når der skal sættes fokus på konkurrence om offentlige opgaver. Rådet har på sit første møde i januar besluttet at gennemføre en analyse, der skal undersøge effekten af konkurrence om sociale opgaver. Resultatet ventes at foreligge i efteråret 2009.

For yderligere oplysninger kontakt vicedirektør Christian Ølgaard (7226 8002). 
 

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.