Pressemeddelelse
Fitnesscentre skal varsle prisstigninger tydeligt
Et fitnesscenter kan ikke uden videre hæve priserne og forvente, at kunderne betaler. Du har ret til at trække dig ud af aftalen med fitnesscentret, hvis prisen på abonnementet stiger, uden at du er informeret om det.
Det bekræfter en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet, der giver en forbruger ret til at få tre måneders medlemskontingent retur.
"Prisændringer skal som udgangspunkt ske med et varsel, der gør det muligt for kunden at opsige aftalen, inden prisstigningerne træder i kraft," siger chefkonsulent Estrid Lind, Forbrugerstyrelsen.
Hun peger på, at kontrakten mellem forbrugeren og fitnesscentret indebar muligheder for prisstigninger, men at problemet opstår, idet fitnesscenteret ikke sikrer sig, at kunden i god tid bliver oplyst om prisstigningerne.
1.100 kr. tilbage
Sagen fra Forbrugerklagenævnet handler om en forbruger, der har bundet sig for 12 måneder til et fitnesscenter. Betalingen sker over PBS hver måned.
Pludselig ser forbrugeren, at fitnesscentret hæver prisen med 30 kroner per måned. Det svarer til en prisstigning på 8,6 pct.
Forbrugeren vil ud af aftalen, men fitnesscentret afviser og siger, at prisstigningerne var varslet i god tid ved skiltning i receptionen, og at prisstigninger desuden er en del af vilkåret i aftalen mellem forbrugeren og fitnesscentret.
Sagen ender i Forbrugerklagenævnet, der lægger vægt på, at
- Prisstigninger skal varsles tydeligt, så forbrugeren bliver opmærksom på det, og så forbrugeren får mulighed for at trække sig ud af aftalen, inden ændringerne træder i kraft.
- Skiltning ved receptionen ikke er godt nok. Fitnesscentret skal derimod sikre sig, at kunderne bliver opmærksomme på prisstigningerne. Det kan eksempelvis være med et brev til kunderne.
Forbrugeren har derfor ret til at få tre måneders medlemskontingent retur svarende til 1.100 kroner, lyder afgørelsen fra Forbrugerklagenævnet.
Jævnligt sager om fitness
Ifølge Estrid Lind modtager Forbrugerklagenævnet jævnligt klager fra forbrugere, der ikke kan komme ud af en aftale med deres fitnesscentre.
"Mange klager typisk over de lange bindingsperioder, der ofte løber over et år, hvorefter de kan opsiges med tre måneders varsel," siger hun.
Tre gode råd, inden du binder dig:
- Undersøg muligheder og priser hos flere centre, før du binder dig til et fitnessabonnement. Der kan være forskelle på faciliteter og vilkår, og der kan være flere hundrede kroner at spare på månedlige abonnementer.
- Tænk over, hvor længe du vil binde dig for at opnå en eventuel besparelse. Hvis du springer fra midtvejs og ikke kan komme ud af aftalen, har du betalt dyrt pr. besøg i centret.
- Vær opmærksom på, om centret lægger for eksempel indmeldelsesgebyr, kortgebyr osv. oveni prisen.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Estrid Lind, chefkonsulent i Forbrugerstyrelsen
Tlf.: 32 66 92 86
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.