Pressemeddelelse
Forbrugerne dumper telebranchen igen
Forbrugerne får stadig mindre tillid til telebranchen og har fået endnu sværere ved at gennemskue priserne. Det viser årets forbrugerredegørelse. Telebranchen har flere initiativer på vej, der skal løse problemerne.
Hvis din datter sender tilstrækkelig mange sms’er, så falder minutprisen på de opkald, du selv laver, men kun hvis du ringer til en anden abonnent i Danmark, og hvis I alle tre har den samme teleudbyder på både internet og mobiltelefon.
Tabte du tråden?
Så er du ikke alene, for danske forbrugere får stadigt sværere ved at gennemskue, hvad de får for pengene, når de opretter abonnement hos en teleudbyder. Det viser målinger i årets forbrugerredegørelse, der også viser, at danskerne får stadig mindre tiltro til telebranchen.
"Når man tænker på, hvor stor en rolle, telebranchen spiller i danskernes hverdag, så er det ikke godt nok, at forbrugernes tillid til branchen ligger så lavt år efter år," siger Tanja Franck, direktør i Forbrugerstyrelsen.
Forbrugerstyrelsen har været i dialog med branchen forud for offentliggørelsen af forbrugerredegørelsen. På mødet har branchen fortalt om de initiativer, de allerede er på vej med for at løse problemerne.
Branchen arbejder også på at stramme op på deres markedsføring og har indgået en aftale med Forbrugerombudsmanden om god markedsføringsskik.
"Jeg har en forventning om, at branchen tager kritikken til efterretning, og at deres initiativer bliver realiseret, så vi kan se en positiv udvikling i næste års forbrugerredegørelse," siger Tanja Franck.
Pressekontakt: tlf.:29 24 70 60
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.