Pressemeddelelse

Fakta - Region Hovedstaden og Region Sjælland

I kendelse af 16. oktober 2009 har Klagenævnet for Udbud givet Konkurrencestyrelsen medhold i, at såvel Region Hovedstaden som Region Sjælland har overtrådt udbudsreglerne.

Særligt i forhold til Region Sjælland:

  • Storstrøms Amt, Roskilde Amt og Vestsjællands Amt (nu Region Sjælland) udbød i 2001 rammeaftale om levering af engangsbeklædning i form af masker, huer og afdækninger til brug på bl.a. institutioner.
  • På baggrund af udbuddet blev der indgået aftale med Mölnlycke Health Care A/S.
  • Aftaleperioden var fastsat til 1. januar 2002 til 31. december 2003, med maksimal forlængelse til 1. juni 2006.
  • Aftalen blev herefter løbende forlænget og afslutningsvist med udløb den 1. september 2007, uagtet af rammeaftalen maksimalt kunne forlænges til udløb den 1. juli 2006.
  • Regionen begrundede forlængelsen med, at der ikke var tale om væsentlige ændringer af kontrakten og under hensyn til den fortsatte forsyningssikkerhed, da det viste sig umuligt at gennemføre nyt EU-udbud inden udløbet af rammeaftalen fra 2001.

I overensstemmelse med Konkurrencestyrelsens påstande, fastslog Klagenævnet følgende:

  • At den pågældende forlængelse måtte betragtes som en ny aftale, som væsentligt adskilte sig fra den oprindelige aftale og at særskilt udbud derfor var påkrævet.
  • At der således var tale om en ulovlig direkte tildeling.
  • At der ikke forelå uforudsete omstændigheder, som kunne begrunde, at nyt udbud ikke kunne gennemføres inden aftalens udløb den 26. juli 2006.
  • At aftalen som følge heraf blev annulleret.

Region Sjælland og Region Hovedstadens samlede udbud:

  • Storstrøms Amt, Roskilde Amt og Vestsjællands Amt (nu Region Sjælland) og Frederiksborg Amt og Bornholms Regionskommune (nu Region Hovedstaden) udbød i 2006 rammeaftale om levering af operationsafdækninger, engangsbeklædninger m.v.
  • Ifølge rammeaftalen var vedståelsesfristen for tilbudsgiverne fastsat til 31. december 2006 og aftalens begyndelsestidspunkt var fastsat til den 1. juli 2006.
  • På baggrund af udbuddet blev der indgået aftale med Mölnlycke Health Care A/S og 3M A/S.
  • Aftalens begyndelsestidspunkt var fastsat til 1. september 2007.
  • Vedståelsesfristen 31. december 2006 blev således overskredet med ca. 8. måneder og begyndelsestidspunktet blev udskudt med over 1 år.
  • Regionerne begrundede navnlig udskydelsen af begyndelsestidspunktet med, at afprøvningen af ydelserne viste sig mere tidskrævende end forventet samt at vedståelsesfristen blev forlænget inden den udløb.

I overensstemmelse med Konkurrencestyrelsens påstande, fastslog Klagenævnet følgende:

  • At tilbudsgiverne ikke var bundet af deres tilbud efter udløbet af vedståelsesfristen.
  • At regionerne ikke havde dokumenteret, at fristen blev forlænget i tide.
  • At aftalen med begyndelsestidspunkt 1. september 2007 måtte betragtes som en ny aftale, da den på flere væsentlige områder fraveg fra den oprindelige udbudte aftale.
  • At en ændring af begyndelsestidspunktet på mere end 1 år for aftaler, med en løbetid på 2 år, var en så væsentlig ændring, at aftalen burde være udbudt på ny.
  • At aftalen som følge heraf blev annulleret.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.