Pressemeddelelse
Konkurrencekulturen spiller en vigtig rolle
Konkurrencestyrelsen og Forbrugerstyrelsen offentliggør i dag rapporten Konkurrencekultur. Konkurrencekulturen er i høj grad bestemmende for den faktiske konkurrence i økonomien og dermed også for bl.a. priser og velstand.
Konkurrencekultur handler grundlæggende om den måde virksomheder, forbrugere og offentlige myndigheder agerer på, når de handler på markederne. Fx kan forbrugerne fremme konkurrencen på markedet ved konsekvent at afsøge markedet for at opnå de bedste betingelser.
Rapporten viser bl.a., at:
- Myndigheders, forbrugeres og virksomheders adfærd har stor betydning for konkurrencekulturen.
- Det offentlige kan styrke konkurrencekulturen ved at begrænse regulering, som skader konkurrencemulighederne og ved at informere om konkurrenceloven og dens betydning.
- Forbrugere, som leder efter og vælger de mest konkurrencedygtige løsninger, opnår gevinster og bidrager til en bedre konkurrence.
- Virksomheder har større fokus på ekspansion og vækst, når de møder konkurrence fra udenlandske virksomheder.
- Der er et potentiale for at styrke virksomhedernes konkurrencekultur i Danmark. Det gælder især virksomheder, som primært konkurrerer med andre danske virksomheder.
Agnete Gersing, direktør i Konkurrencestyrelsen:
Det er første gang, at konkurrencekulturen er blevet undersøgt. Det er et område, vi skal have med, når vi ser på, hvordan konkurrencen kan blive bedre i Danmark. Vi håber, at rapporten vil give anledning til en frugtbar debat om, hvad der kendetegner en god konkurrencekultur, og om hvad der skal til for yderligere at styrke konkurrencekulturen og konkurrencen i Danmark.
Tanja Franck, direktør i Forbrugerstyrelsen:
En god konkurrencekultur er ikke kun virksomhederne og politikernes ansvar, for det er forbrugerne, der i sidste ende motiverer virksomhederne til at konkurrere. Hvis forbrugerne aktivt opsøger den bedste handel, før de lægger pengene på disken, så får de ikke bare flere og bedre varer på hylderne – men også bedre service og billigere priser.
En sund konkurrence fremmer velstand og fornyelse og sikrer forbrugerne et varieret udbud af varer og tjenester til de lavest mulige priser i forhold til kvaliteten.
For yderligere information om undersøgelsen kontakt kontorchef i Konkurrencestyrelsen, Søren Gaard – 72 26 80 41 – eller kontorchef i Forbrugerstyrelsen, Kenneth Skov Jensen – 32 66 90 66.
Relateret materiale
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.