Pressemeddelelse

Spørgsmål og svar om udbud af konsulentbistand til Udbudsrådets kommunikationsstrategi

1) Er der gjort tanker om, inden for hvilken økonomiske ramme tilbuddet skal ligge/pejlemærker for den økonomiske ramme?

Det er bevidst, at den økonomiske ramme – eller pejlemærker herfor - ikke fremgår af udbudsmaterialet. Dog skal rammen ses i lyset af Udbudsrådets funktionsperiode samt karakteren af den efterspurgte ydelse. Således er fokus at få en anvendelsesorienteret strategi og redskaber til at styrke Udbudsrådets kommunikation. Strategien skal hurtigt kunne udmøntes.

2) Findes der yderligere materiale om fx målgrupper for kommunikationsstrategien?

Nej, der findes alene det i annoncen nævnte materiale. Fastlæggelse af målgruppen er en del af den udbudte opgave.

3) Sidder der nogen medarbejdere i Konkurrencestyrelsens Center for offentlig konkurrence/Udbudsrådets sekretariat, der har kommunikationsfaglige kompetencer eller er det primært forvaltningsopgaver, der varetages her?

Udbudsrådets sekretariat benytter også bistand fra personer i Konkurrencestyrelsen med kommunikationsfaglige kompetencer. De primære medarbejdere i sekretariatet har dog en anden uddannelsesmæssig og faglig baggrund end kommunikation.

4) Har man i forbindelse med formålet/målgruppen for kommunikationsstrategien overvejet synliggørelse af rådets aktiviteter over for de, der bevilger penge til rådets aktiviteter?

Nej, Udbudsrådets sekretariat har ikke på nuværende tidspunkt endeligt fastlagt formålet med strategien eller defineret målgruppen, herunder om ovenstående aspekter er indbefattet.

5) Vil referencer anvendt i tilbuddet på kommunikationsstrategien kunne sikres anonymitet?

Materiale sendt til Udbudsrådets sekretariat er som udgangspunkt omfattet af forvaltningslovens og offentlighedslovens regler om aktindsigt. Derfor kan det ikke udelukkes, at der vil kunne gives aktindsigt i de pågældende oplysninger/referencer. Udbudsrådets sekretariat anbefaler derfor, at tilbudsgiver selv anonymiserer referencer, og fx skriver ”et ministerium”, ”en styrelse” mv., såfremt man ønsker anonymitet.

6) Hvor mange forventes at deltage i de skitserede workshop med Udbudsrådet og hvor mange er der i Udbudsrådets sekretariat?

Udbudsrådets sekretariat består af 4-5 medarbejdere. Såfremt konsulentfirmaet vælger at løse den udbudte opgave som foreslået i annoncen punkt 1.2-1.4 - og derfor afholde en workshop med Udbudsrådet - skal det oplyses, at rådet består af 14 medlemmer inkl. formand.

Læs: Udbud: Konsulentbistand til Udbudsrådets kommunikationsstrategi 

 

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.