Pressemeddelelse

Direktør Agnete Gersings kommentar i Børsen om kontrolbesøg

Dagbladet Børsen bringer fredag den 21. maj en kommentar af Agnete Gersing om Konkurrencestyrelsens uanmeldte kontrolbesøg i virksomheder. Kommentaren kan læses her:



Dawn raids er et nødvendigt onde

Af Agnete Gersing,
direktør i Konkurrencestyrelsen

Prisaftaler mellem virksomheder er ulovlige. De sætter konkurrencen ud af kraft, så kunderne kommer til at betale for meget for det, de køber.

Prisaftaler er meget svære at afsløre. Derfor er det nødvendigt, at vi som konkurrencemyndighed har mulighed for at komme på uanmeldt besøg hos virksomhederne og få adgang til det materiale, som kan bevise eventuelle ulovligheder.

Før vi går på kontrolbesøg, skal vi have en dommerkendelse.
Dagbladet Børsen skriver mandag, at vi får de dommerkendelser på et meget løst grundlag. Det er helt forkert.

Vi ved godt, at en kontrolundersøgelse er et stort indgreb i forhold til virksomheden. Det er derfor noget, vi overvejer nøje og kun bruger, hvis vi har en velbegrundet formodning om, at der er begået noget strafbart, og vi ikke kan indhente de nødvendige oplysninger på anden vis.

Vi indsender en anmodning om dommerkendelse til retten, og det er så op til dommeren at afgøre, om vi får den. Det får vi ikke proforma. Dommeren har mulighed for at efterprøve vores ønske dels ved at bede om yderligere skriftligt materiale og dels ved det mundtlige retsmøde.

Vores anmodning om en dommerkendelse vil altid være mindre præcis end de anmodninger, som politiet udarbejder. Det skyldes de særlige regler i retssikkerhedsloven, som fastsætter arbejdsdelingen mellem en forvaltningsmyndighed – som for eksempel Konkurrencestyrelsen – og politiet. Regler, som er lavet efter anbefaling fra Retssikkerhedskommissionen.

Konkurrencestyrelsen kan naturligvis ikke få en dommerkendelse uden grund. Omvendt skal sagen overdrages direkte til politiet, hvis virksomheden ”med rimelig grund er mistænkt” for at have begået noget strafbart.

Dommerkendelserne til Konkurrencestyrelsen ligger derfor i en zone, hvor styrelsen på den ene side skal have en vis konkret viden for at få kendelsen og på den anden side ikke må vide for meget, før det går hen og bliver en politisag.

Kontrolbesøg er ikke et dansk fænomen, men et afgørende instrument for konkurrencemyndigheder i hele verden. Karteller er en alvorlig sag. De påfører forbrugere og andre virksomheder store tab og hæmmer den økonomiske vækst. Internationale undersøgelser viser, at karteller i gennemsnit medfører en overpris på 10-15 procent og i visse tilfælde helt op til 25 procent.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.