Pressemeddelelse

Fakta: Liberaliseringen har skabt nye tider på bogmarkedet

  • Bogstatistikkerne viser en tendens til stigende salg af bøger, siden liberaliseringen af bogmarkedet begyndte i 2001.
  • 34 procent af forbrugerne køber flere bøger i dag, end de gjorde for tre til fem år siden. Modsat køber 22 procent færre bøger i dag end for tre til fem år siden.
  • Ni ud af ti danskere over 15 år køber mindst en bog om året. Det er flere end tidligere undersøgelser har vist.
  • To ud af tre forbrugere vurderer, at de oftere ser gode tilbud på bøger i dag end for tre til fem år siden.

Gennem de seneste ti år har det danske bogmarked været igennem en større forandringsproces. Boghandlerne har mistet deres eneret på at sælge bøger, og bogpriserne er ikke mere faste. Til nytår forsvinder den sidste rest af 150 års reguleringsregime, og bogmarkedet vil være fuldt ud liberaliseret.

Siden liberaliseringen begyndte i 2001 har der været en tendens til stigende salg af bøger. Salget til forbrugerne kendes dog ikke med sikkerhed, da den tilgængelige statistik alene dækker forlagenes salg til distributørerne. Statistikken indikerer, at bogsalget i 2009 var højere, end det var i 2001, men også at det er faldet siden 2007.

Der kan være flere forklaringer på et muligt fald af solgte bøger de seneste to år. Den økonomiske krise har sandsynligvis påvirket forbrugernes købelyst og -evne. Flere boghandlere kan desuden have fokuseret på at nedbringe deres lagre af bøger.

I perioden 2001 til 2007 var det især salget af skønlitterære bøger, der steg. Det skal ses i lyset af internettets vækst som informationsmedium, hvor en del forbrugere har fået dækket deres behov for faglitteratur.

Konkurrencestyrelsens undersøgelser viser, at 88 procent af forbrugerne har købt en bog inden for det seneste år. Det er væsentlig flere end de 60-70 procent, som tidligere undersøgelser har vist.

Mange forbrugere oplever, at prisen på bøger er faldet. Ifølge Konkurrencestyrelsens undersøgelser oplever halvdelen af forbrugerne, at prisen på bestsellere er faldet, og 40 procent, at prisen på bøger generelt er faldet. Desuden vurderer to ud af tre forbrugere, at de oftere ser gode tilbud på bøger i dag end for tre til fem år siden.

Relateret materiale

Nyhed: Konkurrenceredegørelse 2010 
Konkurrenceredegørelse 2010

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.