Pressemeddelelse

Undersøgelse af stenhuggerbranchen

Den 3. februar 2010 gennemførte Konkurrencestyrelsen kontrolundersøgelser hos tre stenhuggerfirmaer og Slots- og Ejendomsstyrelsen.

Baggrunden for undersøgelserne var et par henvendelser fra stenhuggerfirmaernes konkurrenter, der dels følte sig holdt ude fra styrelsens udbud, og dels mente, at de tre stenhuggerfirmaer udnyttede situationen ved at aftale hvem, der skulle udføre opgaven og til hvilken pris.

Der var – hvis anklagerne var korrekte – tale om meget alvorlige anklager om overtrædelse af konkurrenceloven. Tilbudskoordinering (bid-rigging) betragtes som en af groveste konkurrencelovsovertrædelser. I sådanne sager vil de involverede virksomheder – foruden at få en bøde – kunne risikere at skulle dække de tab, som udbyder måtte have haft som følge af en sådan kartelvirksomhed.

Konkurrencestyrelsen valgte på den baggrund at foretage en kontrolundersøgelse.

Slots- og Ejendomsstyrelsen blev inddraget i undersøgelsen for at sikre beviser for – hvis oplysningerne var korrekte – hvorledes det i givet fald havde været muligt for de tre virksomheder at styre tilbudsgivningen i forbindelse med udbud. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har på intet tidspunkt betragtet Slots- og Ejendomsstyrelsen som en del af et muligt kartel, og der har heller ikke i forbindelse med sagen været en formodning om, at styrelsen eller styrelsens medarbejdere har overtrådt hverken konkurrenceloven eller udbudsreglerne.

Kvalitet og konkurrence
Det er for en udbyder vigtigt at sikre, at det endelige produkt af det arbejde, der udbydes, får en høj kvalitet og derfor skal udføres af dygtige specialister. Slots- og Ejendomsstyrelsen, der varetager vores kulturarv, kan ikke som udbyder slække på kvalitetskravene. Det er endvidere vigtigt at sikre en ligebehandling af de bydende.

Det medfører, at udbud skal tilrettelægges således, at det øger konkurrencen både på kort og langt sigt.

I et lille marked, hvor der kun er relativt få mulige bydere med de fornødne kompetencer til at løse de få udbudte opgaver, skal udbyderen være overordentlig påpasselig med at sikre tilstrækkelig konkurrence og ligebehandling og dermed også bedst mulige priser.

Slots- og Ejendomsstyrelsens udbud af naturstensopgaver
Slots- og Ejendomsstyrelsen varetager vedligeholdelsen af statens slotte og haver. Denne vedligeholdelse omfatter blandt andet skulpturer og dekorative elementer udført i natursten. Vedligeholdelsen omfatter ofte nyhugning ud fra de originale skulpturer og dekorative elementer.

Nyhugning i natursten, oftest sandsten, er en meget vanskelig opgave, og det er kun et fåtal af stenhuggere i Danmark, der mestrer dette håndværk. Endvidere er der kun relativt få opgaver og udbydere. Der er således et meget lille kreds af virksomheder, der har den faglige og projektmæssige ekspertise til at kunne udføre disse opgaver. Under sådanne forhold bliver udbudsforretningerne ofte domineret af de samme virksomheder.

I 2008 og 2009 klagede to stenhuggerfirmaer til Slots- og Ejendomsstyrelsen over, at styrelsens udbud skulle være forbeholdt en meget snæver kreds af stenhuggerfirmaer.

Styrelsen undersøgte forholdene. Der var mellem 2006 og 2009 anvendt forskellige udbudsmodeller. For at sikre sig mod anklager om manglende ligebehandling af mulige tilbudsgivere besluttede Slots- og Ejendomsstyrelsen at udbygge hidtidige udbudsmodeller og iværksatte mere grundige undersøgelser af markedet for mulige bydere. En udbyder skal jævnligt undersøge, om der kan være andre kvalificerede tilbudsgivere end de, der er kendskab til.

Klagerne og den efterfølgende undersøgelse førte til, at styrelsen fik udarbejdet en kompetenceundersøgelse, som stenhuggerlauget og 3F ikke havde nogen bemærkninger til metode for og udfaldet af. Kompetenceundersøgelsen havde til formål at kunne dokumentere hvilke stenhuggerier, der ville kunne løse naturstensopgaver for staten indenfor de forskellige kategorier af naturstenarbejder. Afklaring af kompetencer til brug for udbud var tidligere blevet gennemført over en længere periode, men var ikke dokumenteret på samme fyldestgørende måde, som nu blev realiseret.

Der blev endvidere anvendt andre ikke hidtil anvendte udbudsmetoder.

Det seneste store udbud, en række opgaver i Brede Allé, Fredensborg Slot, blev lavet som to udbud af i alt fire rammeaftaler. Tre rammeaftaler af skulpturelle opgaver var udbudt til fire større stenhuggerier, mens der til den fjerde rammeaftale (af profil og kvaderstensarbejder) var indbudt fire mindre stenhuggerier, der hidtil i varierende udstrækning havde udført naturstensarbejder for Slots- og Ejendomsstyrelsen.

Herved sikrede man sig en større konkurrence og en tilpasning af opgaver i forhold til kompetencer, ligesom flere stenhuggerfirmaer fik mulighed for at dygtiggøre sig inden for naturstenshugningen for på sigt at kunne udføre de store og mere komplekse opgaver.

Til de skulpturelle opgaver var der på baggrund af kompetenceundersøgelsen indbudt fire firmaer, der kunne fremvise brugbare kompetencer, og som havde en størrelse, der passede til opgaven.

Udbudsrunden medførte en pris, der lå 15 % under den af Slots- og Ejendomsstyrelsen forventede pris. Ud over den øgede konkurrence vurderes følgende faktorer at have haft væsentlig betydning herfor, nemlig den generelle markedssituation (finanskrisen), at opgaven grundet størrelsen og længden i tid var meget attraktiv, og endelig, at licitationen af juridiske årsager for at sikre ligebehandling var nødt til at gå om. Priserne i anden runde var lavere end i den første.

Resultatet af kontrolundersøgelse
Kontrolundersøgelsen bekræftede, at de tre virksomheder fra 2006 til 2009 havde været næsten ene om at få opgaver for Slots- Ejendomsstyrelsen, og at de tilsyneladende har kunnet profitere af denne situation. Det sidste underbygges desuden af:

  • De tre stenhuggeres timepriser for svende på de nævnte udbud steg i perioden 2005 til 2009 med mere end 50 %. Til sammenligning steg nettoprisindekset i samme periode med ca. 10 % (kilde: Statistikbanken, Danmarks Statistik). 
  • Timepriserne for svende var i forbindelse med udbud/underhåndsbud i denne periode meget konstante, da de kun blev reguleret en gang om året. Timepriserne indeholder foruden aflønning af svendene også bidrag til administration mv. og profit, det vil sige virksomhedens betaling for at stille svenden til rådighed. Det er udsædvanligt, at virksomheder i forbindelse med konkurrencesituation, som fx et udbud, ikke regulerer bidragene til administrationen og profit. 
  • Udover den årlige regulering blev timepriserne i 2005-09 kun fraveget ved to tilfælde, nemlig i forbindelse med de to største udbud i perioden. I begge udbud blev prisen sat op af alle tre deltagere. Det er ikke usædvanligt, at de bydende virksomheder sætter timepriserne op i forbindelse med ekstraarbejder – det sker især hvis ekstraarbejderne udgør en lille del af den samlede entreprise – men Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i hvert fald i forbindelse med en af kalkulationerne se, at vinderen i forbindelse med hovedopgaven har kalkuleret med en timepris, der lå væsentligt over den pris, virksomheden anvendte i andre kalkulationer på samme tidspunkt.
Der er således indicier på, at konkurrencen uønsket kan have været sat helt eller delvist ud af kraft i forbindelse med Slots- og Ejendomsstyrelsens udbud af stenhuggeropgaver i perioden 2006-09. Der er imidlertid ikke fundet konkrete beviser på, at de tre virksomheder har koordineret deres bud.

Slots- og Ejendomsstyrelsen har efterfølgende øget sin fokusering på en højere grad af ligebehandling og konkurrence indenfor det begrænsede markedsområde, som naturstenområdet, med sine relativt få mulige bydere og relativ få udbud er. Det vurderes at kunne sikre bedst muligt mod lignende mistanke om tilbudskoordinering. Slots- og Ejendomsstyrelsen vil optimere anvendelsen af de bedst egnede udbudsmodeller til de konkrete opgaver.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har på den baggrund besluttet at afslutte undersøgelsen.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.