Pressemeddelelse

Danske forbrugerforhold scorer pænt i ny EU-sammenligning

Danske forbrugere er generelt tilfredse med forbrugerforholdene i Danmark - også sammenlignet med resten af EU-borgerne. Det viser den seneste udgave af Consumer Markets Scoreboard, EU-Kommissionens måling af forbrugerforholdene på 50 markeder i EU. Dog er der også områder, hvor de danske forbrugere er mere utilfredse end andre EU-borger, fx skraber markedet for kød bunden.

EU-Kommissionens Consumer Markets Scoreboard (CMS), der blev offentliggjort oktober 2010, bygger på en screening af forbrugerforholdene på 50 markeder i samtlige medlemslande i EU og Norge. Formålet med scoreboardet er at finde de markeder, der fungerer dårligt for forbrugerne. Målingen skal gentages to gange årligt og er baseret på en række spørgeskemaundersøgelser, hvor EU-borgere har vurderet 50 markeder efter

  • Sammenlignelighed
  • Tillid
  • Problemer og klager
  • Levede op til det du ville have

Målingerne giver mulighed for at opstille en rangering af markederne på nationalt niveau, så man kan sammenligne placeringerne af de danske markeder i forhold til hinanden. Desuden er det muligt at sammenligne det enkelte markeds placering med det tilsvarende markeds placering i andre EU-lande eller med et EU-gennemsnit.

31 danske markeder opnår en høj score sammenlignet med 28 EU-markeder. Her ligger bl.a. bøger, benzin/brændstof og flyrejser. Elektronikmarkedet er blandt de 19 danske markeder, der opnår en dårlig score sammenlignet med 22 EU-markeder. Otte danske markeder ligger både lavt med hensyn til antal point og ligger under EU-gennemsnittet for det tilsvarende marked.

De otte markeder er:

  • Kød og kødprodukter
  • Håndværkere og/eller gartnere
  • IT produkter
  • Fastnettelefonabonnementer
  • Mobiltelefoner og mobilabonnementer
  • Internettjenester
  • Brugte biler

Som opfølgning på Consumer Markets Scoreboard oktober 2010 vil EU- Kommissionen iværksætte yderligere undersøgelser af markederne for kød og internettjenester.

Placeringerne af de danske markeder i forhold til hinanden i EU-scoreboardet kan delvist sammenlignes med markedernes placeringer i det danske ForbrugerForholdsIndeks – forbrugsmarkeder 2010 (FFI-forbrugsmarkeder 2010). 19 markeder kan sammenlignes direkte og viser en vis overensstemmelse mellem placeringerne i de to undersøgelser - særligt blandt de markeder, der klarer sig dårligt.

Sammenhængen mellem FFI og CMS betyder, at de to undersøgelser kan supplere hinanden. Resultaterne i CMS tilfører FFI-resultaterne en ny dimension, da det er muligt at sammenligne problematiske markeders score med de tilsvarende markeders scorer i andre lande.

Læs rapporten:The Consumer Markets Scoreboard: Making Markets Work For Consumers 4th edition – October 2010

Det danske ForbrugerForholdsIndeks

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.