Pressemeddelelse

EU’s konkurrencemyndigheder er bekymrede for at mælkepakke vil svække konkurrencen og skade forbrugerne

De europæiske konkurrencemyndigheder og EU-Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence udtrykker i en fælles resolution bekymring for anbefalingerne fra den såkaldte ”Gruppe af Højtstående Eksperter på Mælkeområdet” (HLG). En række af gruppens anbefalinger indgår i den mælkepakke, som EU-Kommissionen for nylig har fremlagt.

Pakken giver blandt andet landmænd i EU ret til at slå sig sammen og aftale afregningspriser til mejerierne. Der åbnes også for, at alle led i værdikæden, det vil sige producenter, mejerier, detailhandel m.v., får mulighed for at udveksle erfaringer, som kan øge gennemsigtigheden og samarbejdet i branchen - men skade konkurrencen.

Konkurrencemyndighederne peger i resolutionen blandt andet på, at retten til at aftale afregningspriser vil kunne medføre effektivitetstab og højere priser for en lang række mælkeprodukter, hvilket indebærer betydelig skade for forbrugerne, især lavindkomstfamilier:

Som følge af det sandsynlige effektivitetstab i både mælkeproduktions- og mælkebehandlingsleddet, kan detailpriserne på en række mejeriprodukter (bl.a. frisk mælk, UHT-mælk og yoghurt) stige væsentligt – til stor skade for forbrugerne, især lavindkomstfamilierne, hvis efterspørgsel efter mejeriprodukter er forholdsvis uelastisk.

(Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens oversættelse af resolutionsteksten)

Danmark er blandt de fem EU-lande, som oprindelig var og stadig er imod indførelsen af regler, der undtager mælkesektoren fra konkurrencereglerne.

Mælkepakken er endnu ikke endeligt vedtaget. EU-Kommissionen vedtog pakken i sidste uge, men Ministerrådet og Europa Parlamentet har endnu ikke tiltrådt den.

For yderligere information kontakt pressechef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på tlf. 72 26 80 20.

Læs resolutionen

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.