Pressemeddelelse
Konkurrencerådet skal behandle Tårnby Kommunes ulovlige støtte på ny
Konkurrencerådet skal behandle Tårnby Kommunes ulovlige støtte til en butik i Kastrup Lystbådehavn igen. Det har Konkurrenceankenævnet afgjort den 10. februar 2011. Det skal ske med henblik på at pålægge butikken, der har modtaget den ulovlige støtte, at tilbagebetale et højere beløb.
Konkurrenceankenævnet finder ligesom Konkurrencerådet, at den leje, som Tårnby Kommune har opkrævet for et lejemål i Kastrup Havn ”... ikke var udtryk for markedsleje, og at den lave leje udgjorde en ulovlig støtte…”. Ulovlig støtte skal som udgangspunkt tilbagebetales.
Fra marts 2004 udlejede Tårnby Kommune lokaler til en butik i Kastrup Lystbådehavn. Det skete uden at få vurderet markedslejen og uden at annoncere lejemuligheden offentligt. En uvildig vurderingsrapport, som Konkurrencerådet har fået udarbejdet, viser, at lejen for lokalerne har været betydeligt under markedslejen.
På den baggrund afgjorde Konkurrencerådet i juni 2010, at der var tale om offentlig støtte i strid med konkurrenceloven.
For yderligere oplysninger kontakt pressechef Hanne Arentoft, tlf. 7226 8020.
Læs Konkurrenceankenævnets kendelse
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.