Pressemeddelelse
TV 2 har misbrugt sin dominerende stilling
Højesteret har i dag afgjort, at TV2/Danmark A/S har misbrugt sin dominerende stilling på det danske marked for landsdækkende tv-reklame.
I sin dom lægger Højesteret vægt på:
… at årsrabatten er egnet til at have en mærkbar loyalitetsskabende (indlåsende) virkning, og at årsrabatten dermed som udgangspunkt udgør et misbrug af TV 2’s dominerende stilling.
og
…at TV 2 ikke har godtgjort, at der er en objektiv økonomisk begrundelse for anvendelsen af årsrabatten.
Højesteret når til konklusionen:
…at TV 2’s anvendelse af årsrabatten i årene 2001-2005, som Konkurrencerådets afgørelse af 21. december 2005 angår, udgør et misbrug af TV 2’s dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11, stk. 1, og EF-traktatens artikel 82 (nu TEUF artikel 102).
Højesterets dom er en stadfæstelse af Østre Landsrets dom fra 2009.
TV 2 har i årene fra 2001 til 2005 misbrugt sin dominerende stilling på det danske marked for landsdækkende tv-reklame. TV 2 benyttede progressive årsrabatter til at opnå en større andel af den samlede tv-reklameomsætning på bekostning af konkurrenterne.
For yderligere information kontakt pressesekretariatet i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på tlf. 7226 8020
Se hele dommen her
Sagens forløb:
December 2005:
Konkurrencerådet afgør, at TV 2 har misbrugt sin dominerende stilling på markedet for landsdækkende tv-reklame.
November 2006:
Konkurrenceankenævnet afsiger en kendelse, der ophæver Konkurrencerådets afgørelse.
Juni 2009:
Østre Landsret ophæver Konkurrenceankenævnets kendelse og fastslår, at TV 2’s progressive årsrabatter udgjorde et misbrug af tv-stationens dominerende stilling.
18. marts 2011:
Højesteret stadfæster Østre Landsrets dom.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.