Pressemeddelelse
Fakta: Lovændringer har givet væsentlig bedre rammevilkår
- Der er gennemført en række ændringer i konkurrence- og forbrugerlovgivningen i 2010, som styrker konkurrencen i Danmark og skaber bedre rammer for samspillet mellem forbrugere og virksomheder.
- I 2010 fik forbrugerne blandt andet bedre rejsegaranti, bedre mulighed for at sikre, at virksomhederne efterlever afgørelser i klagenævnene samt bedre mulighed for at vurdere risikoen ved forskellige lån.
- Konkurrencemyndighederne har fået bedre mulighed for at gribe ind over for skadelige fusioner, og der er gennemført liberaliseringer på flere markeder, som fremmer konkurrencen.
- Regeringen har i april 2011 aftalt en ”Konkurrencepakke” med en række partier i Folketinget. Pakken indeholder 40 initiativer, der skal fremme produktiviteten i Danmark gennem øget konkurrence i den offentlige og den private sektor. Initiativerne sigter blandt andet på at styrke konkurrencen indenfor byggeriet, taxaerhvervet og apoteker.
En stærk konkurrence- og forbrugerlovgivning bidrager sammen med en effektiv håndhævelse og forebyggelse til at sætte rammerne for et godt samspil mellem forbrugere og virksomheder. Det er væsentligt, at konkurrenceloven og forbrugerlovgivningen er på niveau med lovgivningen i de lande, der har den mest effektive lovgivning. Det medvirker til at gøre markederne mere velfungerende.
I 2010 fik konkurrencemyndighederne bedre mulighed for at gribe ind over for fusioner, som vil kunne svække konkurrencen og skade forbrugerne og andre virksomheder. Lovgivningen bringer de danske fusionskontrolregler på højde med konkurrencelovgivningen i EU og de lande, vi normalt sammenligner os med.
I 2010 blev postmarkedet liberaliseret og planloven delvist liberaliseret. Fra 2012 vil lukkeloven være fuldt liberaliseret. Det vil blandt andet medvirke til en bedre konkurrence i dagligvare-sektoren. Regeringen har også fået gennemført en fuld liberalisering af bogmarkedet.
På forbrugerområdet fik forbrugerne blandt andet bedre rejsegaranti i 2010. Flytransport og billeje er fremover omfattet af Rejsegarantifonden. Forbrugerne har fået bedre mulighed for at få virksomheder til at efterleve afgørelser i forbrugerklagenævnene. Fremover kan forbrugere få fogedretten til at sikre, at afgørelser bliver efterlevet. Endelig er der indført en mærkningsordning af lån efter deres risiko. Det skal gøre lånemarkedet mere gennemsigtig og dermed nemmere for forbrugerne at vurdere risikoen ved forskellige lån.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.