Pressemeddelelse
Fakta: Potentiale for at skabe mere konkurrence velfærdsopgaver i kommunerne
- På velfærdsområdet skabte kommunerne i 2009 konkurrence om 21 pct. af opgaverne, mens tallet for det tekniske område var 34 pct.
- Andelen af kommunale udgifter, som det er muligt at skabe konkurrence om, var i 2009 på 229 mia. kroner. Sociale opgaver og beskæftigelse er den mest udgiftstunge post; den udgør mere end halvdelen af de udbudsegnede opgaver.
- Der er opgaver på de sociale områder for 97 mia. kr., som kommunerne endnu ikke skaber konkurrence om.
I 2010 skabte kommunerne konkurrence om 25,7 pct. af de driftsopgaver, som det er muligt at skabe konkurrence om. Det er en stigning på 0,7 procentpoint fra 2009. Konkurrencen om statens opgaver var i 2010 på 26,4 pct., hvilket er en stigning på 0,5 procentpoint i forhold til 2009. Regionerne skabte i 2010 konkurrence om ca. 20 pct. af opgaverne.
Regeringen har aftalt en køreplan med KL, som skal løfte konkurrencen om offentlige opgaver i kommunerne til 31,5 pct. i 2015.
Der er stor forskel på, i hvor høj grad kommunerne vælger at skabe konkurrence om opgaverne. I 2010 skabte kommunerne Jammerbugt, Gribskov og Fanø konkurrence om mere end 35 pct. af de opgaver, der kan skabes konkurrence om. Mens kommunerne Tønder, Nyborg og Svendborg skabte konkurrence om mindre end 20 pct. af opgaverne.
Kommunernes opgaver kan deles op i dels tekniske og administrative opgaver og dels velfærdsopgaver. Generelt er kommunerne bedst til at skabe konkurrence om de tekniske opgaver, for eksempel vedligeholdelse af veje. Velfærdsopgaver omfatter blandt andet opgaver på det sociale område, undervisnings- og kulturområdet og sundhedsområdet.
Det er ikke de samme kommuner, der skaber mest konkurrence om opgaverne på de to områder. For de tekniske områder og administration var det i 2009 Fanø, Hedensted og Holstebro, der skabte mest konkurrence. Mens kommunerne Jammerbugt, Gribskov og Lolland skabte mest konkurrence om velfærdsopgaverne.
Der er et stort spænd mellem de kommuner, der skaber mest og mindst konkurrence om opgaverne. Det tyder på, at der er potentiale for at øge konkurrencen om opgaverne i kommunerne.
Figuren viser IKU (Indikator for KonkurrenceUdsættelse) i procent for kommunernes forskellige opgaver (hovedkonti). Den viser samtidig, at IKU er lavest for de opgaver, som vejer tungest i kommunernes budgetter.
Kommunale driftsopgaver og IKU opdelt på hovedkonti, 2009

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.