Pressemeddelelse
Nyt studie: Aktive og kompetente forbrugere er nødvendige for en stærk konkurrence
Aktive og kompetente forbrugere er nødvendige for at få konkurrencen i samfundet til at fungere effektivt. Det viser en gennemgang af den eksisterende viden om sammenhængen mellem forbruger- og konkurrencepolitik fra Centre for Economic and Business Research (CEBR) ved Copenhagen Business School.
Når konkurrencen er stærk, presses virksomhederne til at tilbyde billigere og bedre varer og serviceydelser. Det fremmer vækst i samfundet og nye muligheder for forbrugerne.
Der kan være store gevinster for forbrugerne ved at være aktive og indsamle information før de handler. For eksempel viser engelske erfaringer, at forbrugerne i England går glip af omkring 200 mio. pund, fordi de ikke køber musik og forbrugerelektronik der, hvor det er billigst.
Studiet peger på tre områder, som er vigtige for, at forbrugerne kan handle ind bedst til prisen:
- Nem adgang til information om varer og serviceydelser – fx hjemmesider, hvor man kan sammenligne priser.
- Mulighed for at handle trygt – fx regler om bindende tilbud, fortrydelsesret og returret.
- Gode muligheder for at skifte leverandør – fx ret til løbende at kunne opsige en kontrakt.
I studiet ser CEBR nærmere på elmarkedet, på markedet for familieforsikringer og på erfaringerne med mærkningsordninger.
Det er Forbrugerrådet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der har bedt CEBR om at udarbejde studiet af den eksisterende litteratur om sammenhængen mellem forbruger- og konkurrencepolitik og produktivitet, vækst og velfærd.
Studiet kan læses her.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.