Pressemeddelelse

Østre Landsret: Erik Jørgensen Møbelfabrik har ulovligt fastsat bindende videresalgspriser

Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S, direktøren og marketingchefen er dømt ved Østre Landsret for at fastsætte bindende videresalgspriser. Landsretten nedsætter størrelsen af deres bøder.

De dømte har fastsat bindende videresalgspriser ved at aftale med visse forhandlere, at de udelukkende må skilte med de vejledende udsalgspriser på bestemte designmøbler. De er samtidig dømt for at forbyde udsalgsannoncering af møblerne.

I sin dom skriver Østre Landsret:

”Landsretten finder på denne baggrund og efter den øvrige bevisførelse godtgjort, at Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S ved de nævnte breve og aftaler etablerede en samordnet praksis henholdsvis indgik aftaler vedrørende forhandlernes kommunikation af videresalgspriser, som havde til formål at begrænse konkurrencen i relation til forhandlernes videresalgspriser.”

Landsretten bemærker i tilknytning hertil, at "det ikke er godtgjort, at Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S stillede krav om, at deres vejledende videresalgspriser blev overholdt som bindende mindstepriser."

Med dommen nedsætter Østre Landsret størrelsen af bøderne i forhold til byrettens dom i maj 2011. Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S får nedsat bøden til 400.000 kroner fra 500.000 kroner Direktøren og marketingchefen skal begge betale 20.000 kroner mod tidligere 25.000 kroner.

Om strafudmålingen skriver Østre Landsret:

”Der er herved lagt vægt på overtrædelsens grovhed og varighed samt virksomhedens omsætning.”

I 2008 gennemførte Konkurrencestyrelsen en kontrolundersøgelse hos Erik Jørgensen Møbelfabrik. Styrelsen anmeldte på den baggrund virksomheden til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, der rejste tiltale i november 2010.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, udtaler:

Retten slår fast, at bindende videresalgspriser er en alvorlig overtrædelse af konkurrenceloven. Det sætter konkurrencen blandt forhandlerne ud af kraft, så forbrugerne kommer til at betale for meget for det, de køber.

For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på tlf. 4171 5098.

Dom fra Østre Landsret

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.