Pressemeddelelse
Fakta om ejendomsmæglernes boykot af Boliga.dk
Boliga.dk er den eneste væsentlige og jævnbyrdige konkurrent til Boligsiden.dk. Boliga.dk har siden sin indtræden på markedet i 2007 løbende taget initiativ til at offentliggøre en række data, som for eksempel liggetider, prisudvikling og endelige salgspriser, som ikke tidligere var offentligt tilgængelige, og har dermed skabt en gennemsigtighed omkring bolighandel, som en stor del af ejendomsmæglerbranchen ikke umiddelbart har fundet rimelig og ønskværdig.
I oktober 2010 foretog Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen uanmeldte kontrolbesøg hos en række aktører i ejendomsmæglerbranchen. Nedenfor uddrag af det materiale, som blev fundet under kontrolundersøgelsen:
Referat fra møde i Brancherådet:
SWP [DE] fandt, at alle har en opgave i at forklare det yderste led, at det er politisk uklogt, at de bruger Boliga.
(Juni 2009)
Svar fra Dansk Ejendomsmæglerforening til enkeltmedlem i Brancherådet
Boliga må ikke vise dine billeder uden din tilladelse – ellers krænker de ophavsretten. Derfor kan Boliga ikke vise billeder i deres søgeresultater, men må henvise til mæglernes side. Bolig-siden har derimod en aftale om visning af billeder, hvilket giver et meget bedre søgeresultat på Boligsiden. Hvis man ønsker, at Boligsiden skal være den førende boligsøgeportal, skal man ikke give Boliga tilladelse til at vise billeder.(September 2009)
Mail fra ejendomsmæglerkæde til kædens medlemmer:
"Billedet er en vigtig konkurrenceparameter for Boligsiden, og vi vil derfor endnu engang indskærpe, at der IKKE LEVERES BILLEDER til konkurrerende boligportaler...".
(Februar 2010)
Orientering fra Boligsiden.dk’s direktør:
Vi laver en lille oversigt til dig på dem, vi kan se leverer billeder til Boliga.dk, som du kan have med på Brancherådsmødet. Det ville være fint, hvis I kunne få en diskussion omkring denne problemstilling. Billederne er et af mest væsentlige grundelementer, der differentierer Boligsiden, så det ville være ærgerligt, hvis den forsvinder i en kortsigtet optimering fra en del af branchen. Boliga er lige nu i gang med at kontakte mæglerne, for at få leverance af billeder.
(Marts 2010)
Orientering fra ejendomsmæglerkædes bestyrelse til medlemmerne af kæden:
"Boliga "crawler" som bekendt vore emner – herunder billeder, men f.s.v. angår billeder, har alle kæderne besluttet at forhindre dette for dermed at give Boligsiden en fortrinsstilling i layoutet. En beslutning, som forhåbentlig styrker Boligsiden på den lange bane... (Maj 2010)
Mail fra formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening til ansat i Dansk Ejendomsmæglerforening:
"Du må gerne meddele kædernes kommunikationschefer, at jeg i dag har haft en samtale med Christoffer Brahms, JP, der refererer mig for at have givet udtryk for, i Politiken i sommer, at der er en fælles holdning i Brancherådet til at boykotte Boliga. Efter lang diskussion har jeg fået ændret ordet "boykotte" til "kvæle". Man kan så mene, at det ene ord er lige så slemt som det andet, men jeg har aldrig taget ordet "boykotte" i min mund, og vil så foretrække "kvæle", da det er udtryk for en forretningsmæssig holdning, men ikke en lovstridig udtalelse om "boykot"." />
(Oktober 2010)
Udmelding fra Dansk Ejendomsmæglerforenings direktør til Brancherådet:
På det seneste brancherådsmøde havde vi en til tider ophedet debat om emneannoncering med fotos på Boliga.dk. Jeg undrer mig derfor over, at kædemæglerne nu i stor stil køber sig til særlig fremhævet visning af emnerne med bl.a. fotos på Boliga. Boliga tilbyder en særlig fremhævet bannerannoncering med emner, og et par stikprøver taget inden for 20 minutter på Boliga.dk, viser, at denne mulighed anvendes i stor stil af mæglerne fra alle kæder. For en god ordens skyld bemærkes dog, at jeg inden for den korte tid ikke har fundet eksempler på annoncering fra Nyboligmæglere, men til gengæld fra Estate-mæglere.
(Oktober 2010)
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.