Pressemeddelelse
Fakta om sager om køb af tv med digital modtager (tv-signal via egen antenne)
- I sommeren 2007 besluttede Folketinget, at public service kanalerne (DR1, DR2, TV 2 og de regionale TV 2-kanaler) i 2012 skulle udsendes i MPEG4-standarden.
- Forbrugere, der modtager tv-signal via egen antenne, kan kun se tv fra januar 2012, hvis de har en digital modtager i MPEG4-format.
- Hvis tv’et kun har en indbygget DVB-T MPEG2-modtager, er forbrugerne nødt til at supplere med en ekstern digital DVB-T MPEG4-modtagerboks eller anskaffe sig et nyt tv med indbygget DVB-T MPEG4-modtager for at kunne se tv.
Sagerne i Forbrugerklagenævnet
- Forbrugerklagenævnet har afgjort 10 sager om køb af tv uden indbygget DVB-T MPEG2-modtager, hvor forbrugerne modtager tv-signal via egen antenne. Derudover er 90 sager om køb af tv (tv via egen antenne) sat i bero på grund af retssagen.
- Forbrugerne har klaget over, at tv-forhandleren ikke har oplyst dem om, at deres tv skal suppleres med en ekstern DVB-T MPEG4-modtagerboks, for at de kan se tv fra januar 2012.
- Forbrugerklagenævnet har i en række afgørelser slået fast, at tv-forhandleren fra ultimo november 2007 var forpligtet til at oplyse forbrugeren om, at MPEG2-standarden ville blive erstattet af MPEG4-standarden i januar 2012.
- Dansk Erhverv har på vegne af et af sine medlemmer stævnet en forbruger for at få prøvet en af sagerne ved retten.
- Østre Landsret har netop afsagt dom i sagen. Østre Landsret er nået frem til samme konklusion som Forbrugerklagenævnet.
- Østre Landsrets dom kan få betydning for forbrugere, der ser tv via egen antenne, og som fra december 2007 har købt et tv med DVB-T MPEG2-modtager uden at blive vejledt om, at MPEG2-standarden ville blive erstattet af MPEG4-standarden i januar 2012.
- Det er dog en betingelse, at forbrugeren har klaget til sælgeren senest to år efter leveringen. En forbruger, der har købt et tv 20. januar 2008, skal derfor senest have reklameret 20. januar 2010.
Læs om afgørelserne om køb af tv med digital modtager på forbrug.dk.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.