Pressemeddelelse

Fakta: Uddrag af materiale fra undersøgelsen af KMD

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har ved en kontrolundersøgelse hos KMD fundet en række interne dokumenter. I dokumenterne beskriver medarbejdere hos KMD selskabets strategi om at få kommuner til at indgå it-kontrakter med KMD uden på forhånd at sende kontrakterne i udbud.

Nedenfor findes et uddrag af citater fra det materiale, der blev fundet under kontrolundersøgelsen:

E-mail sendt 23. januar 2009 fra kundechef i KMD til områdedirektør i KMD. Emnefeltet i e-mailen er ”Redegørelse for rabat”:

… Vordingborg: I forbindelse med a conto betalingsaftale for 2009 blev jeg konfronteret med, at kommunen overvejede at gå i udbud på flere områder i 2009. Da vi p.t. er specielt sårbare på løn- og økonomi måtte det forhindres, hvor jeg fremlagde forslag om indgåelse af en 3-årig fastprisaftale med en rabattering gående på, at overskridelsen på a conto aftalen for 2008 blev kompenseret kommunen. Til gengæld fik vi hensigtserklæring på OPUS Administrativ styring med projektaftale inden 01.05.2009. Rabatten på (beløb) svarer til (beløb) pr. år i aftaleperioden….

E-mail sendt 10. september 2007 fra KMD’s kundechef til alle kundechefer i KMD’s Kundecenter Syd:

… hermed materialet omkring fast aftale for 3 år[…] Materialet kan danne grundlag for at få kommunerne til at droppe udbudstanken og spare disse mange udgifter og indgå en længere aftale med KMD. Materialet bedes behandlet meget fortroligt. Jeg forsøger at få Tønder med på denne tanke. Vh ….

Mail sendt 14. november 2008 fra KMD’s områdedirektør til a) (KMD servicedirektør), b) (KMD salgsdirektør) samt c) (KMD direktør). Emnefeltet ”VS: Skive – Opus projektaftale”

… Skive ville have været i udbud her i efteråret på økonomi, løn og debitor, og med det in mente, så synes jeg at vi har lavet en rigtig god sag. Vi har haft 4 forhandlingsmøder, og vi har haft Kommunaldirektør (navn) inde over for at få (navn) til at turde lave aftalen uden udbud...

Den 20. november 2007 indgik Rudersdal Kommune en 3-årig Betalingsaftale med KMD. Aftalen gjaldt for årene 2008, 2009 og 2010.
Kunden fik en attraktiv betalingsaftale, idet de truede med at gå i udbud på specielt Løn- og Økonomiområdet. Aftalen skulle så til gengæld indeholde en udviklingspulje på (beløb), idet kommunen dermed kunne overbevise KMD om, at de gerne ville udvikle organisationen i samarbejde med KMD…" />

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.