Pressemeddelelse
Konkurrencerådet vil have bedre rammer for apoteker
Konkurrencerådet har i dag besluttet at rette henvendelse til ministeren for sundhed og forebyggelse samt erhvervs- og vækstministeren med henblik på at øge konkurrencen i apotekssektoren.
Henvendelsen indeholder ni anbefalinger, som har til formål at øge serviceniveauet, reducere afstanden til nærmeste apotek, reducere ventetiderne på apotekerne og skabe priskonkurrence til fordel for forbrugerne. Konkurrencerådet vurderer, at en deregulering vil indebære en væsentlig gevinst for forbrugerne og for samfundet.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har forud for henvendelsen analyseret den danske apotekssektor. Analysen viser blandt andet:
- At Danmark har en af de mest restriktive reguleringer af adgang til apoteksmarkedet
- at andre europæiske lande har gode erfaringer med deregulering af markedet
- at et fald på for eksempel to procent i salgspriserne på receptpligtige lægemidler vil spare forbrugerne for en kvart milliard kroner årligt. I dag forhindrer faste udsalgspriser priskonkurrence på området.
- at der er markant færre apoteker pr indbygger i Danmark end i lande med et mere liberaliseret apotekermarked.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:
Der er væsentlige gevinster at hente for forbrugerne, hvis konkurrencen på apoteksmarkedet får bedre vilkår.
I praksis har det enkelte apotek monopol i dag. Det er der nogle apotekere, som tjener godt på, mens forbrugerne betaler prisen i form af dårligere adgang til at købe medicin og længere ventetider.
Det vil være nemt at skabe bedre rammer for salg af receptpligtige lægemidler uden at sætte de sundhedsfaglige hensyn over styr. Konkurrencerådets anbefalinger ændrer ikke ved, at ansvaret for udlevering af lægemidler ligger hos farmaceuter. Rådets anbefalinger tager også højde for,at danskere i udkantsområder fortsat skal sikres adgang til lægemidler.
For yderligere information, kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Relateret materiale
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.