Pressemeddelelse

Tusindvis af forbrugere kan få bedre og billigere bredbånd

Mindst 100.000 danske forbrugere betaler for meget for deres bredbånd. Blot ved at skifte produkt hos deres nuværende bredbåndsleverandør kan mange forbrugere opnå en højere hastighed for færre penge.

Det konstaterer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på baggrund af undersøgelser af teleselskabernes bredbåndsprodukter. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen overvåger løbende konkurrencen og forbrugerforholdene på forskellige markeder.

De senere år er hastigheden på bredbånd steget, så der i dag findes en lang række produkter, hvoraf nogle af dem har meget høje hastigheder, for eksempel på 50 Mbit/s. Samtidigt er priserne på bredbånd faldet markant.

I 2009 kostede den billigste 20 Mbit/s bredbåndsforbindelse 348 kroner om måneden, mens prisen to år senere var faldet til 249 kroner om måneden. Det svarer til et fald på knap 30 procent.

Det er op til forbrugerne selv aktivt at søge efter det bedste og billigste bredbånd enten hos deres nuværende bredbåndsleverandør eller hos en anden leverandør. Leverandørerne kan frit udvikle nye produkter til lavere priser uden at orientere deres kunder om det.

På den offentlige forbrugerportal forbrug.dk kan forbrugerne få gode råd til, hvordan de finder frem til de bedste tilbud på bredbåndsmarkedet.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:

Vi har konstateret, at tusindvis af forbrugere i dag sidder med et forældet bredbåndsprodukt til en for høj pris. Selvom der er mange forskellige produkter på markedet, er det ikke svært at vurdere, om det er et bedre produkt til prisen.
Det må være op til forbrugerne selv at sikre sig, at de har den bedste aftale. Desværre er det ikke alle forbrugere, som undersøger markedet for bedre tilbud end det, de har. Det er ærgerligt både for den enkeltes pengepung og for samfundsøkonomien.
Det er vigtigt, at forbrugerne undersøger markedet, før de handler. Når forbrugerne går efter de bedste tilbud, presser de virksomhederne til hele tiden at skabe bedre og billigere produkter. Det gavner både konkurrencen og forbrugerne.

Læs mere om skift af bredbåndsleverandør på forbrug.dk.
Forbrug.dk er det offentliges forbrugerportal, som guider forbrugerne til at opnå den bedste handel.

For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 4171 5098.  

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.