Pressemeddelelse
Fakta om forbrugernes skift af mobilselskab
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens analyse ”Forbrugernes skift af mobil- og forsikringsudbyder” viser blandt andet, at:
Nøgletal for mobilmarkedet
- Årligt skifter hver tredje forbruger mobilselskab.
- Ønsket om at spare penge er den grund, flest forbrugere nævner til at skifte. Det gælder for 44 procent.
- Hver anden mobilkunde har skiftet selskab uden at undersøge markedet først.
- Mobilselskaberne inspirerer med prisreklamer forbrugerne til at skifte mobilabonnement.
- Mobilselskaberne tilbyder mange forskellige produkter, men forbrugerne efterspørger i højere grad overblik over produkterne.
Anbefalinger
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anbefaler, at gennemsigtigheden på mobil-markedet øges samtidig med, at forbrugerne får bedre grundlag for at afklare egne behov.
- at branchen – i samarbejde med øvrige interessenter på området – skaber mulighed for, at forbrugerne får lettere adgang til oplysninger om deres faktiske mobilforbrug. Eksempelvis ved, at mobilselskaberne med jævne mellemrum sender en sms til forbrugeren med dennes forbrug. Herved kan forbrugerne lettere vurdere, om der er gevinst ved at benytte sig af andre udbyderes tilbud. Sms’en kan med fordel indeholde samme type information om kundens forbrug uanset teleselskab. Ligeledes er det en fordel, hvis sms’en kan sammenlignes med forbrugerens nuværende abonnement. Forbrugerne skal kunne fravælge sms’en, såfremt de ikke ønsker at modtage oplysningerne,
- at branchen – i samarbejde med øvrige interessenter på området – ”oversætter” for forbrugerne, hvor meget data man generelt bruger på at læse almindelige hjemmesider som fx sociale netværk, at høre radio, at streame indhold direkte fra nettet mv. Resultatet kan supplere den forbrugerinformation, der allerede er tilgængelig om dataforbrug, fx på myndigheders og teleselskabers hjemmesider,
- at interessenterne på området undersøger muligheden for, at der i kommercielt regi etableres ”skifteagenter” (eksempelvis elektroniske) på mobilmarkedet. En mulighed kunne være, at forbrugerne tilmeldte sig og gav skifteagenterne fuldmagt til at skifte abonnementet, hvis markedet tilbød en løsning, der passede bedre til forbrugerens behov,
- Konkrete initiativer til at udmønte denne anbefaling kan med fordel drøftes i Erhvervsstyrelsens arbejdsgruppe om forbedring af gennemsigtigheden på telemarkedet, jf. regeringens Forbrugerpolitiske Eftersyn, ”Trygge forbrugere, Aktive valg”.
Nøgletal for mobilmarkedet
-
Årlig omsætning (2010):
15,7 mia. kr. (samtaleafgift, ind- og udland, SMS og MMS) -
Antal aftaler (2011):
7 mio. abonnementer -
Antal virksomheder (2012):
Ca. 40 -
Andel af samlet forbrug per husstand (2008:2010):
3,7 pct. (abonnementer og udgifter til køb af telefon)
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.