Pressemeddelelse
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anker Sø- og Handelsrettens dom i Nykredit-sagen til Højesteret
Sø- og Handelsretten har ophævet Konkurrencerådets afgørelser om Nykredits bidragssatser på realkreditlån. Størrelsen af bidragssatserne er bestemt i et tilsagn, som Nykredit gav Konkurrencerådet, da virksomheden fusionerede med Totalkredit.
I dommen skriver Sø- og Handelsretten blandt andet:
at afgivelse af et bindende tilsagn om en tidsubegrænset fastfrysning af Nykredits bidragssats på realkreditlån under hensyn til realkreditinstitutternes forretningsmodel imidlertid ville savne enhver forretningsmæssig begrundelse.[…]
Det er allerede af den grund meget lidt sandsynligt, at Nykredits repræsentanter[…] skulle have haft til hensigt at binde Nykredit til et sådant tilsagnsvilkår […][…]
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:
Vi er meget overraskede over dommen, som vi mener er forkert. I overensstemmelse med Konkurrenceankenævnet mener vi fortsat, at den rigtige udlægning af reglerne er, at tilsagnet fra 2003 er bindende og skal overholdes. Derfor anker vi nu sagen til Højesteret.
Der er tale om meget principielle spørgsmål om anvendelse af tilsagn i fusionssager. Sø- og Handelsrettens dom kan i realiteten underminere fusionskontrollen. Hvis virksomhederne efterfølgende kan undsige de tilsagn, som ligger til grund for, at en fusion godkendes, kan tilsagnsinstrumentet reelt blive virkningsløst.
Konkurrenceankenævnet begrundede sin kendelse:
Det er det klare udgangspunkt, at tilsagn, der afgives i forbindelse med godkendelsen af en fusion og som regulerer en adfærd, er uden tidsbegrænsning, med mindre tidsbegrænsningen tydeligt fremgår af tilsagnet eller af forholdene omkring afgivelsen af tilsagnene i øvrigt (…) I det konkrete tilfælde fremgår det af sagen, at der ikke er indskrevet nogen form for tidsbegrænsning i det tilsagn, der vedrører nedsættelse af bidragssatsen
For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.
Læs domsudskriften her
Baggrund
Sø- og Handelsrettens dom vedrører et tilsagn, som Nykredit afgav ved fusionen med Totalkredit i 2003. Tilsagnet fastsætter størrelsen af den bidragssats, som private kunder betaler Nykredit for at administrere realkreditlån, til 0,50 procent.
I juni 2010 afgør Konkurrencerådet, at tilsagnet ikke er tidsbegrænset og derfor stadig gælder. Nykredit anker afgørelsen til Konkurrenceankenævnet, som i december 2010 stadfæster rådets afgørelse. Nykredit anker Konkurrenceankenævnets kendelse til Sø- og Handelsretten.
Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.