Pressemeddelelse

Georg Jensen accepterer bøde for ulovlig prispolitik

Georg Jensen A/S har betalt en bøde på 1 million kroner for at have overtrådt konkurrencelovens forbud mod bindende videresalgspriser. Georg Jensen har bidraget til opklaringen af sagen og har anmeldt sig selv til konkurrencemyndighederne.

I en periode på ikke under to år har sælgere hos Georg Jensen i flere tilfælde forlangt, at forhandlerne bruger selskabets vejledende priser som mindstepriser ved videresalg til forbrugerne. Det er forbudt.

Bøden på 1 million kroner er blandt andet fastsat ud fra overtrædelsens varighed og størrelsen af Georg Jensens omsætning. Det har også haft betydning, at aftalerne om bindende videresalgspriser er indgået i flere tilfælde og af flere sælgere.

Som formildende omstændigheder er der lagt vægt på:

  • At Georg Jensens ledelse selv henvendte sig til myndighederne, straks lovovertrædelsen blev kendt.
  • At Georg Jensen i øvrigt har samarbejdet med myndighederne om oplysning af sagen.

Georg Jensen tog selv kontakt til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som sammen har behandlet sagen.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:

Ved at samarbejde om sagen har Georg Jensen sparet sig selv og myndighederne for en ressourcekrævende proces. Det sætter jeg pris på, men det ændrer ikke ved, at Georg Jensen ulovligt har krævet, at de vejledende priser skulle være mindstepriser.



”Bindende videresalgspriser er skadelige for samfundet. De hindrer, forhandlerne i at konkurrere på priser. Og forbrugerne oplever at varen koster det samme alle steder, nemlig for meget.”

”Aftaler om bindende videresalgspriser er desværre nok et udbredt fænomen i Danmark. Vi gør, hvad vi kan med de instrumenter og ressourcer, vi har til rådighed. Men aftalerne er meget svære at bevise. Typisk ligger der slet intet på skrift.”

 
For yderligere information kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Relateret materiale 
Læs bødeforelægget vedtaget af Georg Jensen 
 

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.